DK148840B - Emne til fremstilling af en driografisk trykkeplade - Google Patents

Description

148840

Den foreliggende opfindelse angår et emne til fremstilling af en driografisk trykkeplade, som direkte kan bibringes et billede, hvor emnet omfatter et underlag med et overtræk på i det mindste sin ene overflade, og hvor overtrækket omfattter en sammensmeltet partikelformet bindemiddelforbindelse.

Den ved hjælp af det omhandlede emne fremstillede trykkeplade er egnede til anvendelse ved pianografisk trykning, hvor konventionelle reservoiropløsninger ikke er nødvendige.

Konventionelle litografiske plader kræver generelt en fugtning deraf med en vandig reservoiropløsning med henblik på effektiv befugt-ning af pladens baggrundsareal, hvorefter sværte valsepåføres over pladen. Den olieagtige sværte befugter selektivt de oleofile bil-ledarealer, men afvises af de fugtede baggrundsarealer.

2 148840

For nylig er der blevet udviklet pianografiske trykkeplader, som ikke kræver fugtning. Disse plader kræver kun et sværtningssystem for at være funktionsdygtige, og de indeholder i sig selv sværte-afvisende, ikke-billeddannende arealer eller baggrundsarealer.

5 Denne relativt nye metode er blevet kendt under betegnelsen drio= grafi, og plader, der er egnede til anvendelse herved, er blevet kaldt driografiske plader. En sådan trykkeplade er omhandlet i USA patentskrift nr. 3.511.178.

10 Sådanne plader fungerer generelt efter det princip, at baggrundens overfladearealer i sig selv har en tilstrækkelig lav adhæsion til driografiske tryksværter, at sværte, som påføres på pladen ved hjælp af en sværtevalse, ikke vil fraskilles eller overføres fra valsen til pladen. En overflade, der udviser sådanne egenskaber, 15 har fået betegnelsen “abhæsiv".

Den nuværende teknik til billeddannelse, såsom driografiske trykkeplader, d.v.s. plader, der er i besiddelse af sværtemodtagende billed-arealer, involverer generelt selektiv fjernelse af den abhæsive be-20 lægning, fjernelse af et lysfølsomt lag efter billeddannende eksponering deraf med aktinisk stråling etc. Så vidt det vides, findes der ikke en i handelen gående driografisk plade med direkte billeddannelse, d.v.s. en plade, som kan bibringes et billede ved hjælp af konventionel mærknings- eller markeringsteknik, såsom en pen, en 25 blyant eller kontorduplikeringsmaskiner. I USA patentskrift nr. 3.859.090 er der omhandlet en driografisk trykkeplade, som påstås at kunne bibringes et billede direkte ved hjælp af tonerpulver ved en elektrografisk billeddannelsesproces. ‘ Det abhæsive materiale kræver imidlertid ved denne proces anvendelse af en fluoreret olie 30 eller en polysiloxanolie, d.v.s. en væske, til opnåelse af passende sværteafvisning fra pladens baggrundsareal eller ikke-billeddannende areal. Sådanne olier vil typisk bevirke blænding af pladen, d.v.s. at billedarealerne vil også få tendens til at afvise sværte under fortsat pressefunktion ved befugtning af den samlede pladeoverflade 35 med olierne som følge af deres iboende mobilitet. Endvidere er den deri omhandlede plade ikke omtalt som værende i stand til at blive bibragt et billede ved hjælp af markeringsteknik, såsom ved hjælp af en pen, en blyant eller en skrivemaskine.

40 De eneste for tiden i handelen gående plader til sådan billeddannel- 3 148840 sesteknik er konventionelle litografiske plader, som atter kræver den komplekse sværte-vand-balance ved trykkeoperationen. Foruden kompliceretheden ved trykkeoperationen, som anvender konventionelle litografiske plader, er sådanne plader kostbare at fremstille, for-5 di de nødvendigvis må kræve vådstyrke for at have holdbarhed på pressen.

Det har nu vist sig, at visse i det følgende definerede materialer, som indeholder fluorerede alifatiske grupper, er i stand til at bi-10 bringe driografiske sværter den fornødne abhæsion, når de kommer i anvendelse på en trykkepresse, og at de direkte kan bibringes et billede ved hjælp af konventionel direkte billeddannelsesteknik, men alligevel ikke blænder under presseoperationen.

15 Emnet ifølge opfindelsen er således ejendommeligt ved, at overtrækket har høj overfladeenergi og er let befugteligt ved udsættelse for tryksværte, at overtrækket indeholder en fast, ved mindre end 38°C varmblødgørbar fluoreret forbindelse, som er ensartet fordelt derigennem på en sådan måde, at overtrækkets overflade er oleosværte-20 afvisende, når den er tør, at den fluorerede forbindelse indeholder mindst én endestillet perfluormethylgruppe, og at overtrækket ikke indeholder noget materiale, der bevirker flydning ved sædvanlige billedmarkeringstemperaturer til reparation af billedmarkerede arealer deri.

25

Belægningen kan være bibragt et billede direkte, d.v.s. med en pen, en skrivemaskine, et tonerpulver etc., hvorefter den vil modtage sværte på billedarealerne.

30 Belægningen kan også påføres som overtræk over lysfølsomme systemer, f.eks. diazosystemer, med henblik på konventionel billeddannelse og fremkaldelse, eller over en fotoledende overflade med henblik på elektrofotografisk billeddannelse.

35 Den sværteafvisende eller abhæsive komponent i emnet ifølge opfindelsen skal være et fast stof vinder ca. 38°C og indeholde mindst én fluoreret alifatisk gruppe. Gruppen kan beskrives som en fluoreret, mættet, monovalent, ikke-aromatisk alifatisk gruppe med mindst tre carbonatomer i kædelængden. Kæden kan være lige, forgrenet eller, 40 hvis den er tilstrækkelig lang, cyklisk samt være afbrudt af divalente oxygenatomer eller trivalente nitrogenatomer, som kun er bundet til carbonatomer. Den fluorerede alifatiske gruppes kæde indeholder fortrinsvis ikke mere end ét heteroatom, d.v.s. nitrogen 4 148840 eller oxygen, for hver to carbonatomer i kæden. En fuldstændig fluoreret gruppe foretrækkes, men hydrogen- eller chloratomer kan være til stede som substituenter i den fluorerede alifatiske gruppe, forudsat at højst ét atom af hver er til stede i gruppen for hver 5 to carbonatomer, og at gruppen skal indeholde i det mindste en ende-stillet perfluormethylgruppe. "Endestillet" i denne sammenhæng refererer til den placering af gruppen i kæden, som er længst væk fra kædegrundskelettet af et polymersegment, eller ved den ene ende deraf i tilfælde af et ikke-polymert materiale. Den fluorerede ali-10 fatiske gruppe indeholder fortrinsvis ikke flere end 20 carbonatomer, fordi en så stor gruppe resulterer i ueffektiv anvendelse af fluorindholdet. Hår gruppen er indeholdt i en polymer kæde, må den definitionsmæssigt være tilknyttet, d.v.s. være en sidekæde eller en endegruppe. Af denne grund har fluorerede polymere, såsom "DuPont 15 Viton A" (handelsnavn for en copolymer af vinylidenfluorid og per-fluorpropen) samt polytetrafluorethylen, ingen anvendelighed i emnet ifølge opfindelsen.

Fremgangsmåder til fremstilling af polymere indeholdende passende 20 tilknyttede fluorerede, alifatiske grupper er detaljeret omtalt i USA patentskrift nr. 3.574.791, hvis indhold medtages her ved henvisningen dertil.

Ikke-polymere forbindelser indeholdende fluorerede, alifatiske grup-25 per, som er anvendelige i emnet ifølge opfindelsen, er forbindelser med lav molekylvægt, der er faste stoffer ved stuetemperatur og har en polær gruppe ved den ende, som er modsat placeret i forhold til den fluorerede gruppe, f.eks. CgF^S^K og CgF^yCOgNH^. Andre eksempler på ikke-polymere materialer indbefatter følgende: 30 1. cf3(cf2)7so2n(ch3)ci^ch2oh

2. CF3(CF2)J02N(CH5)CH(CH3)CH20H

3. CF3(cf2)3S02N(ch2ch3)ch2ch2oh

35 4. CF3(CF2)3S02H(CH3)CH2CH(CH3)0H

5. cf3(cf2)7so2n(ch3)(ch2)5sh

6. CF3(CF2)7S02N(C2H5)CH2C00H

7. CF3(CF2)7S02N(C4H9)(CH2)40H

40 s. cf3(cf2)7so2n(ch2ch3)ch2ch2nh2 5

1488AO

9. [cf3(cf2)7so2n(ch2ch3)ch2ch2]2kh

10. CF3(cf2)7S02N(ch2ch3)CH2CH2N(ch3)H

11. CF3(CF2)7S02N(CH3)CH2CH2SH

5 12. C2F50(C2F40)3CF2C0NHC2H40H

13. CF3(CF2)7S02N()CH20CH2CH2CH20H

14. CF3CF(CF2C1)(CF2CF2)6CF2C0N(CH3)CH2CH20H

15. CF3(CF2)S02CH2CH20H

10 16. CF3(CF2)7S02N(CH3)CH2CH2SH

17. C7F15CON(C2H5)C2H4OH

18. CF3(CF2)7CH2CH2CH20H

15 Det er selvsagt kendt, at sådanne materialer indeholdende fluorali-fatiske grupper er i stigende grad olieafvisende, efterhånden som vægtprocenten af den fluorerede, alifatiske gruppe deri forøges. Derfor bør segmentet indeholdende den alifatiske gruppe i de her benyttede materialer indeholde mindst ca. 10 vægt% fluor, som er af-20 ledt af fluoralifatiske grupper. Det foretrækkes, at sådanne materialer indeholder mindst ca. 30 vægt% fluor afledt af fluoralifati ske grupper med henblik på optimering af forbindelsens abhæsive egenskaber.

25 Evnen af de ovenfor beskrevne materialer, der indeholder en per- fluoralifatisk gruppe, til at blive påført et billede ved hjælp af konventionel markeringsteknik antages at skyldes deres "orienteringsegenskaber" kombineret med deres termofølsomme natur. Ved overtrækning dermed på et underlag har delene deraf med den fluorerede, ali-30 fatiske gruppe tendens til at strække eller orientere sig mod luftgrænsefladen, hvorved de abhæsive egenskaber bringes til at frem-træde ved grænsefladen mellem den overtrukne overflade og luften.

Når overfladen beskadiges med et markeringsinstrument, f. eks. en pen, en blyant etc., findes der ikke noget meget mobilt abhæsivt 35 materiale til at "reparere" beskadigelsen. I det ovennævnte USA patentskrift nr. 3.859.090, som omtaler en flydende fluorcarbon eller siliconeolie, ville denne olie i det mindste delvis "reparere" dette beskadigede areal. På lignende måde indeholder siliconeela-stomere typisk meget mobile siliconepolymerkæder og også en vis 40 c 148840 o mængde ikke-tværbundet materiale inden for det elastomere netværk, hvilket ville "reparere" ethvert-beskadiget areal og således ikke frembringe de differentierede sværteegenskaber i markerede arealer.

5 Den overraskende evne af de fluorerede materialer til at binde til smeltet tonerpulver fra en konventionel kontorkopimaskine antages at skyldes forbindelsernes termofølsomme natur, d.v.s. deres evne til at blive varmblødgjorte. Under smelteprocessen kan de fluorerede materialer delvis omgive tonerpartiklerne, og efter køling vil 10 det fluorerede materiale alligevel typisk genvinde sin mere stive tilstandsform. Det antages også, at i tilfælde af at konventionelt tonerpulver smeltes ved hjælp af varme, og det fluorerede materiale, som støder op til tonerpulveret, foreligger i en varmblødgjort tilstand, er der mindre tendens til, at de abhæsive perfluoralifatiske 15 grupper med lav overfladeenergi vender mod tonersmelten end mod luftgrænsefladen. Dette har tendens til at forøge tonersmeltens evne til at binde til det fluorerede materiale.

Forbindelserne indeholdende en fluoralifatisk gruppe, som kan an-20 vendes i emnet ifølge opfindelsen, har tendens til at blive voks-agtige eller skøre, og forbindelserne har således ikke optimale fysiske egenskaber, der er nødvendige til dannelse af en holdbar hinde på et underlag. Endvidere har forbindelser, som indeholder høje procenter fluorerede, alifatiske grupper, tendens til at være 25 i ringe grad opløselige i de fleste almindelige opløsningsmidler, og med henblik på opnåelse af passende opløselighed skal forbindelsernes molekylvægt holdes lav. Dette træk medvirker til dårlig hindestyrke og resulterer også i meget lave opløsningsviskositeter, hvilket gør det umuligt at opnå god holdbarhed på papir eller an-30 dre porøse underlag. Holdbarhed er selvsagt nødvendig ved en trykkeproces på grund af sværtens klæbrighed, slid på sværtevalserne, offset-trykdugen, papiret etc.

Det er indlysende, at en bindemiddelforbindelse er ønskelig til op-35 timering af hindestyrken. Konventionelle bindemidler i overtræksopløsninger er typisk opløsningspolymere. Eksempler på sådanne materialer er acrylharpikser, epoxyharpikser etc. Med henblik på opnåelse af en abhæsiv overflade er det nødvendigt, at det fluorerede materiale kommer til overfladen til dannelse af grænsefladen 40 med luft med den termodynamisk set laveste energi, hvilket vil sige, 7 148840 at der skal være en vis lagdeling i overtrækket, når det tørrer.

Når dette finder sted, udviser overtræksfladen de ovenfor nævnte vanskeligheder ved selve det fluorerede materiale med den undtagelse, at inkorporering af bindemidlet kan tilvejebringe bedre holdbar-5 hed på porøse underlag.

En hidtil ukendt og overraskende løsning af dette problem består i at anvende et medium, som er i det væsentlige uopløseligt i overtrækkets påføringsopløsningsmiddel, d.v.s. at mediet foreligger som en 10 separat fase i overtræksblandingen. Efter påføring på et underlag og fordampning af opløsningsmidlet skal mediets partikler have en tilstrækkelig evne til at smelte til dannelse af en kontinuert,holdbar hinde. I så tilfælde bliver forbindelsen indeholdende den fluoralifatiske gruppe øjensynligt fanget i mellemrummene mellem 15 sammenknyttede partikler og fordeles således ensartet deri. Overtrækket udviser de nødvendige abhæsive egenskaber, medens bindemidlet medvirker til opnåelse af overtrækkets holdbarhed og evne til billeddannelse. Efter mærkning eller markering af hinden bliver det abhæsive, fluorerede materiale med andre ord afbrudt, hvorved 2o bindemiddelpartiklerne med høj overfladeenergi blottes, hvilke partikler er lette at befugte ved hjælp af tryksværten.

Når bindemidlet foreligger i partikelform, skal det indeholde, partikler af ringe størrelse, idet en størrelse på generelt mindre end 25 50 mikron er tilstrækkelig. Endvidere kan partiklerne kvælde i, men behøver ikke at være opløselige i overtrækkets påføringsopløsningsmiddel, og partiklerne skal være tilstrækkeligt smeltelige, enten efter tørring af overtrækket eller ved hjælp af efterfølgende behandling, såsom opvarmning, med henblik på opnåelse af en konti-30 nuert hinde.

Eksempler på partikelformede harpikser indbefatter polyvinylchloridharpiks er, såsom'!B.F. Goodrich Geon® 1287, der smelter efter tørring af overtrækket, og polyethylenvinylacetatcopolymere, såsom USI

35 Chemical Company’s "Microthen^FE532”, der er i stand til at smelte efter varmetilførsel dertil efter tørring af overtrækket.

Underlag for plader ifølge opfindelsen indbefatter typisk porøse materialer, f. eks. papir, og hinder, f. eks. polyester- og metal-40 folier.

g 148840

Opløsningsmidler, der anvendes til fremstilling af opløsninger af forbindelsen indeholdende den fluoralifatiske gruppe, indbefatter typisk oxygenerede opløsningsmidler, såsom alkoholer, ketoner og estere, selv om opløsningsmiddelvalget generelt afhænger af polymer-5 strukturen. Der kan f.eks. fremstilles vandopløselige polymere, i hvilket tilfælde vand kan være et passende opløsningsmiddel.

Koncentrationen af samlet mængde faste stoffer i overtræksopløsningen kan typisk være indtil 50 vægt% med henblik på let overtrækning 10 og let styring af vægten af det tørre overtræk. Overtræksvægte på indtil ca. 1,0 g pr. 9,29 dm^ er tilfredsstillende. Lavere overtræksvægte er acceptable, forudsat at der kan opnås en ensartet o hinde, og overtræksvægte på mere end ca. 1,0 g pr. 9,29 dm har, selv om de ikke er skadelige, tendens til at være uøkonomiske.

15

De driografiske plader fremstillet med emnet ifølge opfindélsen kan bibringes et-billede ved hjælp af konventionel markeringsteknik, son i øjeblikket anvendes til direkte billeddannelse på litografiske plader. Det fluore-rede materiale kan også påføres som overtræk oven på et lysfølsomt 20 system, f. eks. et diazosystem, med henblik på konventionel eksponering og vandig fremkaldelse. Yderligere kan det fluorerede materiale påføres som overtræk over en fotoledende modtager, f.eks. et zinkoxidovertrukket underlag, med henblik på elektrofotografisk billeddannelse.

25

En anden teknik, som har vist sig nyttig til billeddannelse på pladen, involverer elastomeroverføringsprincippet, der er omtalt i USA patentskrift nr. 3.554.836. Anvendelse af den deri omhandlede tonerpulver overførings teknik, som udgør en udførelsesform for den fore-30 liggende opfindelse, kan anvendes, da såvel den endelige trykkeplade som den fotoledende modtog tonerpulveret under billeddannelse. Dette kan foretages ved anvendelse af et underlag, f. eks. papir, polyesterhinde, metal etc., der på sin ene overflade har et overtræk, der tilvejebringer de her nødvendige abhæsive egenskaber, og som på 35 sin modstående overflade af finderlaget har et overtræk af en fotoleder, der er et elektrofotografisk materiale, såsom zinkoxid, titandioxid eller selen, der er påført derpå på konventionel måde.

I dette tilfælde får underlagets fotoledende overflade et billede og fremkaldes med kopitonerpulver på konventionel måde. En silicone-40 elastomeroverflade kontakteres derpå med den fotoledende overflade, 9 148840 der bærer tonerpulverbilledet, i overensstemmelse med, hvad der er omhandlet i det ovennævnte USA patentskrift nr. 3.554.836. Toner-pulveret overføres til og fastholdes af siliconeoverfladen. Den tonerbærende siliconeoverflade kontakteres derpå med den modsatte 5 overflade i forhold til den driografiske plades fluoralifatisk over-trukne side. Varme tilføres til kontaktarealet med henblik på opnåelse af den smeltetemperatur, som kræves for tonerpulveret, hvorefter siliconeelastomeroverfladen og den driografiske plades overflade adskilles. Tonerpulveret overføres til den fluorerede plade-10 overflade og er blevet i det væsentlige fuldstændigt frigjort ved hjælp af siliconeelastomeroverfladen.

Opfindelsen illustreres nærmere i de følgende specifikke ikke-be= grænsende eksempler, hvori alle dele er vægtdele, medmindre andet 15 er anført.

Eksempel 1

En polymer indeholdende en fluoralifatisk gruppe blev fremstillet 2o ved at fylde 70 dele c8Fi7S02N(C2H5)C2H4°2CCH_CH2 samt 30 dele H0C2H^02CCH=CH2 på en reaktionsbeholder, hvorefter tetrahydrofuran= opløsningsmiddel blev tilsat til opnåelse af en opløsning med 50% faststofindhold. Beholderen blev evakueret og gennemskyllet med nitrogen i 2 timer. Beholderen blev derpå opvarmet til 50°C i 25 nitrogenatmosfæren i 24 timer. En opløsningspolymer af ovennævnte komponenter blev opnået.

Til 15 dele af opløsningspolymeren blev der tilsat 70 dele methyl= ethylketon.

30

En bindemiddelopslæmning blev fremstillet ved hjælp af blanding under høj forskydning af 30 dele ,,Geon®128" (handelsnavn for en poly= vinylchlorid-dispersionsharpiks, som fås fra B.F. Goodrich Co.) i 70 dele toluen, der effektivt befugter partiklerne til dannelse af 35 en opslæmning.

En overtrækspåføringsopløsning blev fremstillet ved omrøring af polymeropløsningen med opslæmningen i 3 timer, hvorunder polyvinyl= chloridpartiklerne kvældede i nærværelse af polymeropløsningens op-40 løsningsmidler, men blev i det væsentlige ikke opløst deraf.

ίο ί48840

Overtræksopløsningen blev med kniv påført som overtræk på papir -2 samt coronapåvirket 7,62 x 10 mm polyesterhinde samt tørret til 2 opnåelse af en overtresksvsgt pa 1,0 g pr. 9,29 dm .

5 Overtrækkene var lette at give et billede eller påtryk ved hjælp af en blyant, en kuglepen, en pen, en skrivemaskine, en "IBM Copier II" (handelsnavn for en med tonerpulver billeddannende kopimaskine, der fås fra the IBM Corp.) og en "Xerox 3100 (handelsnavn for en med tonerpulver billeddannende kopimaskine, der fås fra the Xerox Corp.)· 10

Efter billeddannelse blev pladerne monteret på en konventionel off-settrykkepresse, hvorfra befugtningssystemet var fjernet, og sværte blev tilført til sværterækken (ink train). Mere end 700 kvalitetskopier blev fremstillet på pressen.

15

Til illustration af effektiviteten af dispersionen af harpiksbinde-middel i overtrækket blev der fremstillet en overtræksopløsning som ovenfor anført, men under udeladelse af polyvinylchloridharpiksen derfra, og påført son overtræk på en 7,62 x 10 mm coronapåvirket polyester.

20 Efter billeddannelse med tonerpulver blev pladen placeret på den ene side af offsetpressens pladecylinder, og en lignende plade, der var fremstillet som ovenfor anført med polyvinylchloridharpiksen, blev placeret på den anden side af pladecylinderen.

25 Selv om begge plader frembragte aftryk, var tabet af smeltet kopitoner i tryksværten tydeligt på pladen uden bindemiddel ved fra 10 til 100 kopier, medens pladen indeholdende bindemidlet ikke viste nogen "toneropsamling" ved hjælp af tryksværten i løbet af en 700 kopiers trykningskørsel.

30

Ved ca. 150 kopier var pladeovertrækket uden bindemiddel synligt afslidt, og tryksværte var påført på den udsatte polyesterhinde.

Intet slidtab fremkom på pladen indeholdende bindemidlet.

35 Meget overraskende var toningen, d.v.s. den tilfældige aflejring af sværte i pladens ikke-billeddannende arealer eller baggrundsarealer, ens for de to plader ved begyndelsen af kørslen, selv om toningen ved afslutningen af kørslen var større i pladen uden bindemiddel.

11 148840

Eksempel 2

En vandopløselig, fluoreret polymer blev fremstillet ved hjælp af fri radikal polymerisation i butylcellosolve ved betingelserne an-5 ført i eksempel 1, idet polymeren indeholdt 50 vægt# csF17S02N‘ (C2H^)02CC(CH^)=CH2 og 50 vægt# "Cårbowax® 400"/diacrylat. "Carbowaix® 400" er en polyethylenglycol, der fås fra the Union Carbide Co., og diacrylatet blev fremstillet ved hjælp af velkendt esterifikations-teknik under anvendelse af acrylsyre. Butylcellosolven blev strip-10 pet fra polymeren, og polymeren blev blandet med vand til opnåelse af en opløsning deraf indeholdende 10 vægt# faste stoffer.

Ved hjælp af konventionel emulsionspolymerisationsteknik blev der fremstillet en vandig terpolymeremulsion bestående af 35 vægt# iso= 15 octylacrylat, 50 vægt# acrylonitril og 15 vægt# acrylsyre. Emulsionen blev fortyndet til 10# faste stoffer i vand.

Lige dele af opløsningen og emulsionen blev blandet og med kniv påført som overtræk på et coronapåvirket polyesterlag samt tørret til 20 opnåelse af en tør overtræksvægt på 1,0 g pr. 9,29 dm .

En holdbar, direkte billeddannende hinde blev opnået, hvorefter billeddannelsen fungerede på lignende måde som anført i eksempel 1 på trykkepressen.

25

Eksempel 5 65 g pulveriseret polyethylenvinylacetatcopolymer, som fås fra the USI Chemicals Co. som "Mierothene ®ke532", blev sat til 32,5 g af den 30 fluorerede polymer ifølge eksempel 1, og derpå tilsattes 32,5 g tetrahydrofuran og 32,5 g methylethylketon. Den resulterende opslæmning blev grundigt blandet i 2 timer, med kniv påført som overtræk på 7,62 x 10 iran coronapåvirket polyesterhinde samt tørret til opnåelse af . en overtræksvægt på ca. 1,0 g pr. 9,29 dm2. Det overtrukne lag 35 blev opvarmet ved passage gennem en 163°C klemvalse med 10 cm pr.

sekund. Opvarmningen fik dispersionscopolymeren til at smelte under dannelse af en holdbar hinde.

Efter direkte billeddannelse og placering på en presse som i eksem-40 pel 1 anført blev der fremstillet trykpressekopier.