DK143239B

DK143239B - Diagnostisk middel til paavisning af urobilinogen eventuelt sammen med bilirubin i legemsvaesker

Info

Publication number: DK143239B
Application number: DK622972AA
Authority: DK
Inventors: W Rittersdorf; D Berger; H G Rey; P Rieckmann
Original assignee: Boehringer Mannheim Gmbh
Priority date: 1972-06-19
Filing date: 1972-12-14
Publication date: 1981-07-27
Also published as: NL7216892A; IT971795B; HU164573B; GB1382187A; DK143239C; CH578735A5; FI53510C; AU463917B2; SU645525A3; AT319478B; DD103732A5; SE408233B; JPS5727423B2; FR2190278A5; DE2229611A1; ZA728786B; AR193771A1; FI53510B; DE2229611C3; DE2229611B2

Description

<J

(11) FREMLÆGGELSESSKRIFT 143239 DANMARK (ευ int.ci.3 g 01 n 33/50 (21) Ansøgning nr. 6229/72 (22) Indleveret den 14. dec. 1972 (24) Løbedag 14. dec. 1972 (44) Ansøgningen fremlagt og fremlæggelsesskriftet offentliggjort den 27 · Juli 1 9°1

DIREKTORATET FOR

PATENT- OG VAREMÆRKEVÆSENET 0°) Prioritet begæret fra den

19- jun. 1972, 2229611, DE

(41) Aim. tilg. 20. dec. 1973 (71) BOEHRINGER MANNHEIM GMBH, Mannheim-Waldhof, DE.

(72) Opfinder: Walter Rittersdorf, Kasselerstr. 6, Mannheim-Waldhof, DE:

Dieter Berger, JoEann-Sebastian-Bach-Str. 18, Viernheim, DE: Hans-Georg Rey, Hersfelderstr. 18, Mannheim-Waldhof, DE: Peter Rieckmann, Stegerwaldweg 10, Mannhelm-Waldhof, DE.

(74) Fuldmægtig under sagens behandling:

Firmaet Chas. Hude.

(64) Diagnostisk middel til påvisning af urobilinogen, eventuelt sammen med bilirubin i legemsvæsker.

Den foreliggende opfindelse angår et forbedret diagnostisk middel til påvisning af urobilinogen, eventuelt sammen med bilirubin i legemsvæsker, fortrinsvis i urin.

Det er kendt, at man kan påvise urobilinogen (Bilan), indol, sulfonamider, porphobilinogen, urinindikan og 5-hydroxyindoleddike= syre med en opløsning af p-dimethylaminobenzaldehyd i saltsyre. Denne reaktion kendes i literaturen som Ehrlich’s reaktion. Den har specielt vundet væsentlig betydning i den medicinske diagnostik som påvisning af "formerede urobilinogener" i urin. Selv om prøven ikke er meget specifik, gælder den som standardmetode for diagnosen af lever- og galdesygdomme.

2 143239

Da testpapir i stadig voksende grad vinder betydning i den klinis-ke-kemiske diagnostik, er der i den forløbne tid også blevet udviklet testpapir til påvisning af urobilinogen på basis af Ehrlich-reaktionen. Dette testpapir lider af to væsentlige mangler: 1. Earvereaktionen udvikler sig så langsomt, at man før aflæsningen må vente mindst et minut.

2. Testpapiret besidder naturligvis Ehrlich-prøvens manglende specificitet, således at man ikke kan udelukke falske positive resultater .

Det har allerede gennem længere tid været påpeget, at urobilinogen kobler med diazoteret sulfanilsyre til et gult farvestof. Denne reaktion blev opdaget af Ehrlich i 1884, og beskrives som den såkaldte "gule diazoreaktion". Reaktionen blev ganske vist i den følgende tid undersøgt endnu flere gange, men før i dag har man ikke kunnet fastslå, om det uden tvivl drejer sig om en diazokobling med urobilinogen, eller om eventuelt også andre stoffer er ansvarlige for dannelsen af det gule farvestof (jvf. T. K. With, Biologie der Gallenfarbstoffe, Georg Thieme-forlag, Stuttgart I960, side 32 og side 211). Da det her mere drejer sig om et kuriosum end om et brugbart middel til den klinisk-kemiske diagnostik, er den gule diazo= reaktion uden praktisk betydning, og bliver næppe nævnt i lærebøger om det pågældende emne.

Det hidtil ukendte diagnostiske middel ifølge opfindelsen udmærker sig i sammenligning med det fra patentansøgning nr. 3033/72 kendte ved, at de nye diagnostiske midler, f.eks. i form af testpapir, er stabilere end produkterne ifølge den nævnte tidligere ansøgning, og det skal desuden nævnes, at de ikke reagerer med indoxyl. I sjældnere tilfælde forekommer arylsulfatase nemlig i urin, hvilket hydrolyserer det naturligt forekommende indoxylsulfat (harnindikan) til indoxyl. I modsætning til testpapirerne ifølge den tidligere ansøgning optræder der altså i disse tilfælde ingen forstyrrelser på grund af reaktionen med indoxyl.

Urobilinogentests ifølge den foreliggende opfindelse er overlegne i forhold til tests ifølge svensk fremlæggelsesskrift nr. 344.503. Reaktionstiden udgør nemlig kun ca. 5-10 sekunder i sammenligning med 1-2 minutter ved tests ifølge det svenske fremlæggelseskrift.

U3233 3

Det er desuden blevet konstateret, at tests ved hjælp af midlet ifølge den foreliggende opfindelse på grund af den korte reaktionstid ikke forstyrres af nitrit. Tests ifølge det svenske fremlæggelsesskrift forstyrres i høj grad, idet nitrit i teststrimlernes sure miljø oxiderer urobilinogenet til urobilin, som så ikke mere kan påvises.

Det diagnostiske middel ifølge opfindelsen er ejendommeligt ved, at det som indikatorstof indeholder stabile phenyl-, pyrrol- eller py= razolmonodiazoniumsalte, som i mesomeridygtig og sterisk ikke hindret stilling er anneleret eller direkte eller vinylogt substitueret med eventuelt substitueret iso- eller heterocykliske aromatiske forbindelser, eller pyridin- eller pyrazoldiazoniumsalte, som i mesome-ridygtig stilling indeholder mindst én fleratomig elektrondonatorgrup-pe med mindst ét mesomeridygtigt elektronpar, hvorhos summen af den Hammettske sigmaværdi for alle substituenter og heteroatomer ikke bør overskride værdien +0,6.

Som aromatiske forbindelser kommer enten benzen eller dens homologe på tale, eller der indføres heterocykliske forbindelser, fortrinsvis med π-elektronoverskud. Desuden begunstiger elektrondonator-grupper reaktionen ifølge opfindelsen, men er dog undværlige, f.eks. ved heteroaromatiske forbindelser med stærkt π-overskud. Typiske π-overskudsheteroaromatiske forbindelser er f.eks. 5-ringe med mindst ét nitrogenatom såsom pyrrol, pyrazol, imidazol, oxazol, isoxazol eller thiazol. Yderligere egner sig thiophen og furan.

I nogle tilfælde egner sig også π-mangelheterocykliske forbindelser såsom pyridin, især når elektronmangelen bliver overkompenseret ved hjælp af elektrondonatorgrupper.

De vigtigste elektrondonatorgrupper er grupper, som indeholder oxy= gen, svovl eller nitrogen i direkte binding med det aromatiske system. Oxygenholdige grupper er f.eks. hydroxy-, alkoxy- eller aryl-oxygrupper. Som svovlholdige grupper kommer kun alkylmercapto- eller arylmercaptogrupper på tale, da drie mercaptogrupper på grund af deres oxidationsfølsomhed i reglen ikke er anvendelige. Som ni-trogenholdige grupper kan anvendes alkvlamino-, acylamino-, arylami= no- eller arylalkylaminogrupper. Ved valget af substituenterne skal man også påse, at disse ikke reagerer med diazogruppen. Dette sker specielt for o-alkylamino-, o-acylamino- og o-arylaminogrupper.

, 143239 4

Til nærmere belysning af opfindelsen skal anføres følgende fire forbindelsesgrupper, som er særlig velegnede i forbindelse med opfindelsen:

I. Pyridin-diazoniumsalte med den almene formel I

R1 N- r2\ y—νφ= n x* (i) 12 3 hvori R og R betegner en elektrondonatorgruppe, og R^ betegner hydrogen eller en rest, som ikke forhøjer summen af den Hammett’ske sigmaværdi i pyridinringen over +0,6, hvorhos én af resterne R og R også kan være hydrogen eller en lavere al= kylgruppe og 5^kan betegne en stabiliserende anion.

Der foretrækkes forbindelser, hvori resten R^ betegner hydrogen o eller en lavere alkoxygruppe, og R betegner en lavere alkoxy-, alkylamino-, arylamino- eller en hydroxylgruppe og R^ betegner hydrogen, en lavere alkyl- eller en elektrondonatorgruppe.

II. Diazoniumsalte med den almene formel II

R4 R5 Z-(HC=HC)ip^ N®= N X® (II)

Ri hvori Z betegner en eventuelt substitueret phenylring, n betegner tallene 0 og 1, Jpbetegner en stabiliserende anion og R4, R^ og R^ betegner hydrogen eller rester, som ikke forhøjer summen af de Hammett'ske sigmaværdier over +0,6, hvorhos R4 også kan betegne én med phenylringen Z forbundet methylengruppe.

III. Diazoniumsalte med den almene formel III

U3230 5

O

\=/ (III) \-^^Ν=ΝΦ Χθ hvori betegner en stabiliserende anion, og hvori naphthalin-ringsy s teinet kan være substitueret én eller flere gange, når summen af de Hammett1 ske sigmaværdier for alle substituenter ikke overstiger værdien +0,6, hvorhos orthostillingerne 1 eller 2 til diazoniumgruppen ikke skal være substitueret.

Som substituenter kommer f.eks, lavere alkyl-, lavere alkoxy-, carboxy-, sulfo- og hydroxygrupper samt halogenatomer på tale.

IV. Desuden foretrækkes diazoniumsalte af med phenylgrupper substituerede eller annelerede pyrrol- eller pyrazolderivater, hvorhos kun sterisk ikke hindrede positioner af det heteroaromatiske system kan bære diazoniumgruppen, som står i mesomer vekselvirkning med et ringnitrogenatom, og hvorhos det dannede heteroaromatiske system også kan være substitueret med lavere alkyl-, hydroxyl-eller lavere alkoxygrupper eller med halogenatomer.

Med lavere alkyl-, alkoxy-, acyl- og alkylaminogrupper forstås grupper med 1-8 carbonatomer, fortrinsvis med 1-3 carbonatomer. Som aralkyl- og arylrester kommer fortrinsvis benzyl-, phenyl- og naph= thylgrupper på tale.

Diazoniumsaltene ifølge opfindelsen reagerer med urobilinogen næsten momentant, og giver meget specifikke røde til blå farvestoffer, som egner sig særdeles godt til påvisning også af meget ringe koncentrationer. Herudover besidder forbindelserne ifølge opfindelsen den store fordel, at farvereaktionen ikke bliver forstyrret af urinstof. De hidtil kendte testpapir bliver farvet gult af det i urin tilstedeværende urinstof, alt efter koncentration, hvilket i betydelig grad kan vanskeliggøre påvisningen af ringe urobilinogenmængder. Herudover bliver farvereaktionen ifølge opfindelsen netop ikke påvirket af de stoffer, som hyppigt forekommer i urin, og som for det 143239 6 meste forstyrrer Ehrlich's prøve på bekendt måde. Til disse forstyrrende stoffer hører specielt de aromatiske aminer, der som lægemiddel (sulfonamider, sulfonylurinstoffer etc) mange gange bliver udskilt med urinen. Nærværelsen af disse aromatiske aminer i urin førte hidtil til gule eller orange farvereaktioner,.der såvel kunne tilsløre eller foregøgle den af urobilinogen fremkaldte farvning.

Til påvisningen af det til diagnosticering af lever- og galdesygdomme ligeledes vigtige bilirubin, har man allerede igennem længere tid nærmere bestemt anvendt diazoniumsalte (f.eks. diazosulfanilsyre, p-nitrobenzendiazoniumsalt eller 2,4-dichlorbenzendiazoniumsalt). Disse giver dog som forventet ingen brugbar farvereaktion med uro= bilinogen.

I modsætning hertil tillader forbindelserne ifølge opfindelsen specifik påvisning af urobilinogen ved siden af bilirubin. I nogle tilfælde reagerer ganske vist også bilirubin med forbindelserne ifølge opfindelsen, men reaktionen sker først efter, at farvereaktionen med urobilinogen allerede er vidtgående udviklet og adskiller sig farvemæssigt så stærkt, at det overraskende endog er muligt, at bestemme begge galdefarvestoffeme efter hinanden med et reagens og vurdere mængdeforholdene ud fra den udviklede blandingsfarve. Således kan f.eks. en rødfarvning vise nærværelsen af uro= bilinogen og en senere udvikling af blåfarvning nærværelsen af bi= lirubin. Ved samtidig nærværelse af begge galdefarvestofferne bliver teststrimlerne først farvet rød og senere i voksende grad violet. I undtagelsestilfælde udvikles farvereaktionerne samtidig, hvorved forsøgsresultatet dog ikke bliver påvirket.

I det tilfælde, at reaktionen med bilirubin skal undertrykkes, kan man opnå dette ved, at man som indikator anvender et relativt lavt elektrophilt diazoniumsalt, og lader reaktionen forløbe under tilsætning af kationisk befugtningsmiddel.

På denne måde er det også muligt at modificere midlet således til påvisning af urobilinogen i givet fald sammen med bilirubin,at det tilstræbte formål bliver opnået optimalt.

Forbindelserne ifølge opfindelsen, specielt forbindelserne med formlen I - III, samt de under IV beskrevne forbindelser, bliver fortrinsvis anvendt til fremstillingen af testpapir. Stofferne bliver 143239 7 til dette formål med en syre og om ønsket med tilsætningsstoffer, som f.eks. stabilisatorer og befugtningsmidler anbragt på en sugende bærer. De nævnte forbindelser er desuden egnede til fremstillingen af testfilmstrimler ifølge DOS 1.598.153 og til påvisning af urobilinogen i opløsninger.

Til fremstillingen af de foretrukne udførelsesformer af de hidtil ukendte diagnostiske midler, bliver en sugende bærer, fortrinsvis filtrerpapir, gennemblødt med en opløsning, som indeholder 0,05-5 g, fortrinsvis 0,1-1 g (per 100 ml) af et diazoniumsalt ifølge den foreliggende opfindelse, samt 2-30 g, fortrinsvis 5-20 g,af en fast uorganisk eller organisk syre, og om ønsket tværbindingsmidler og/ eller stabilisatorer.

Som opløsningsmidler for imprægneringsopløsningerne kommer frem for alt vand og let flygtige, organiske opløsningsmidler, som ikke reagerer med diazoniumsalte, på tale. Disse er fortrinsvis lavere alko= holer, eddikesyreethylester og acetonitril.

Ted fremstillingen af diazoniumsaltopløsningen kan man enten gå frem således, at man tilfører det færdige diazoniumsalt til opløsningen, eller ved at man fremstiller saltet i opløsningen ved diazotering af en aromatisk amin på kendt måde.

Desuden kan imidlertid også på kendt måde diazoniumgruppen blive indført direkte i bestemte aromatiske forbindelser, særligt pheno= ler og 5-]edede-heterocycliske forbindelser. Dette sker ved omsætning af de aromatiske forbindelser med et overskud af nitrit i imprægneringsopløsningen, hvorved reaktionen forløber over nitrosoforbindelsen.

Af holdbarhedsgrunde bliver der normalt kun anvendt stabile diazo= niumsalte, d.v.s. salte som ligger besidder en stabiliserende anion. Disse er specielt sulfat-, tetrafluoroborat-, tetrachlorzinkat- og hexachlorantimonationen salt arylsulfonationer.

Som faste uorganiske og organiske syrer kommer f.eks. orthophosphor= syre, metaphosphorsyre, sulfosalicylsyre, oxalsyre eller sure salte som f.eks. kaliumbisulfat på tale. Også addukter af Lewissyrer og lewisbaser er anvendelige, når de reagerer tilsvarende surt. Særlig værdifuld er den i handelen værende metaphosphorsyre, som indehol 143239 8 der ca. 50-60$ af dens natriumsalt, da denne erfaringsmæssig giver særligt stabilt testpapir.

Metaphosphorsyre og oxalsyre har desuden den fordel, at de giver testpapir, som kun reagerer meget langsomt med bilirubin.

De stabiliserende tilsætninger er også allerede tilstrækkelig kendt i diazokemien. Sådanne tilsætninger er f.eks. natriumfluoroborat, triumarylsulfonat, magniumsulfat eller natriummetaphosphat.

Anvendelsen af befugtningsmidler er ikke kun angivet på grund af den opnåede bedre-fugtbarhed de udvikler også yderligere specifikke virkninger. Således bevirker anioniske befugtningsmidler,specielt sulfa= ter og sulfonater en forøgelse af følsomheden og en let bathokrom farveforskydning ved påvisning af urobilinogen. Som eksempler på anioniske befugtningsmidler skal nævnes natriumlaurylsulfat og na= trium-p-dodecylbenzensulfonat.

I mange tilfælde er det ønskeligt kun at påvise signifikant forhøjede urobilinogenniveau. I dette tilfælde er det muligt at nedsætte følsomheden og reaktionshastigheden ved en tilsætning af kationisk befugtningsmiddel som f.eks. laurylpyridiniumchlorid.

Ikke-ionogene befugtningsmidler, som f.eks. polyoxyethylentriglyce= rid, påvirker i almindelighed kun testpapirets fugtbarhed.

Befugtningsmidlet tilsættes i mængder på ca. 0*1-3 g, fortrinsvis 0,3-1 g per 100 ml imprægneringsopløsning.

De enkelte bestanddele i recepten kan også påføres efter hinanden, når opløseligheden kræver dette, eller når der skal opnås særlige virkninger. Således kan det f.eks. af stabilitetsgrunde være gunstigt først at tilføre diazoniumsaltet og stabilisatoren og derpå først efterimprægnere med syre.

Efter imprægneringen af den sugedygtige bærer, bliver denne tørret ved den lavest mulige temperatur, for ikke at beskadige diazonium= saltene.

Som sugedygtig bærer kommer frem for alt filtrerpapir på tale, men også ikke-vævede stoffer og filt af syrebestandige formstoffer, som f.eks. polypropylen og polyester, kan anvendes.

143239 9

Den med reagenserne forsynede sugedygtige bærer bliver fortrinsvis opskåret i små firkanter, og fastgjort på plastfolier eller forseglet mellem plastfolier eller plastfolier og finmasket netværk. Skønt testpapir udgør en foretrukket udførelsesform for den foreliggende opfindelse, og er det eleganteste diagnostiske middel for indholdsstoffer i legemsvæsker, er det naturligvis også muligt at anvende diazoniumsaltene ifølge opfindelsen til urobilinogenpåvisning i flydende fase. Såfremt diazoniumsaltene i sur opløsning dryppes til urobilinogenholdig urin, fås en rød til blå farvning eller fældning, som i givet fald kan blive ekstraheret ved hjælp af organiske opløsningsmidler som f.eks. chloroform.

Til gennemførelse af fremgangsmåden ifølge opfindelsen til påvisning af urobilinogen i legemsvæsker neddypper man de nye diagnostiske midler i opløsningen, der skal undersøges, og aflæser efter kort tids 'forløb farveomslaget.

Diazoniumsaltene, der anvendes ifølge opfindelsen, er almindeligt kendt.

De Hammettske sigmaværdier er som bekendt måleværdier for den elektrontiltrækkende eller elektrongivende virkning af substituenter (i første tilfælde fås positive i sidste tilfælde negative sigmaværdier) . Sigmaværdierne er additive, hvorhos summens fortegn angiver om (i sammenligning med substituenten hydrogen) den elektrontiltrækkende eller elektrongivende virkning dominerer. Grænseværdierne ifølge opfindelsen betyder også, at virkningen af de elektrongivende substituenter gennem elektrontiltrækkende substituenter kun bør blive formindsket, indtil sigmaværdien på f.eks. +0,6. Således kan f.eks. et benzoldiazoniumsalt med en hydroxylgruppe i parastillingen (sigma-værdi -0,37) yderligere besidde én eller flere elektrontiltrækkende grupper med en samlet sigmaværdi på indtil +0,97, medens et sådant diazoniumsalt, som er substitueret med en o-methoxy- eller p-acetaminogruppe (sigmaværdi i dette tilfælde + 0) kun bør indeholde elektrontiltrækkende grupper, indtil en samlet sigmaværdi på +0,6. Naturligvis er også heteroatomer indordnet under sigmaværdier, som går med i beregningen.

Skønt Hammetts beregninger i dag bliver gennemført rutinemæsigt og udgør et værdifuldt middel til teoretiske udsagn i den aromatiske 143239 10 kemi, er det ikke tilladeligt, at betragte disse som almengyldige, absolutte værdier. Yderligere drejer det sig cm tilnaermelsesvæcdier, som er behæftede med visse usikkerheder ved de empiriske resultater. Disse usikkerheder spiller dog kun en rolle i sjældne grænsetilfælde, som på ingen måde indskrænker den tekniske lære af den foreliggende opfindelse.

De følgende eksempler belyser de diagnostiske midler ifølge opfindelsen nærmere.

Eksempel 1,

Filtrerpapir [Schleicher og Schull 23 SL] bliver imprægneret med en opløsning af følgende sammensætning og tørret ved 40°C.

2,6-dimethoxypyridin-3-diazoniumfluoroborat 0,3 g metaphosphorsyre 10,0 g natriumlaurylsulfat 0,4 g methanol 5,0 ml vand til 100 ml

Testpapiret giver ved neddypning i urin efter ca. 5-10 sekunders forløb følgende farvereaktioner:

Urobilinogenfri urin: ingen farveændring urin med normalt urobilinogenindhold.: rosa urin med forhøjet urobilinogenindhold: lilarød.

lignende farvereaktioner giver testpapir, som indeholder 0,3 g af følgende diazoniumsalte:

Biphenyl-4-diazoniumfluoroborat: rød naphthalen-l-diazoniumfluoroborat: rød 4-chlornaphthalen-l-diazoniumfluoroborat: rød l-phenyl-2,3-dimethylpyrazol-5-on-4-diazoniumfluoroborat: rosarød.

Eksempel 2.

Filtrerpapir [Schleicher og Schull 23 Si] bliver først imprægneret

14323 D

med en opløsning, der blev fremstillet som angivet i det følgende, og tørret ved 40°C, hvorefter det resulterende papir bliver efter-imprægneret med en 0,4 %ig opløsning af dodecylbenzensulfonsyre-natriumsalt i methylenchlorid.

i 70 ml af en 15 $'s vandig metaphosphorsyreopløsning opløses 1 mmol 2-amino-7-methoxyfluoren. Derpå tilsættes under afkøling (5-20°C) 10 ml af en 0,1 molær natriumnitritopløsning. Efter ca. 1 times forløb filtreres, filtratet opfyldes med metaphosphorsyreopløsning til 100 ml og den således resulterende opløsning anvendes uden videre til imprægnering.

Det resulterende testpapir giver ved neddypning i urin efter ca. 5-10 sekunders forløb en violet farvereaktion.

På analog måde kan de i den følgende tabel anførte aminer anvendes i stedet for 2-amino-7-methoxyfluoren til fremstilling af de tilsvarende diazoniumsalte, hvorhos der ved omsætningen af amino= naphtholen og deres sulfonsyrer kræves en tilsætning af 0,5 g zinksulfat til oxidationsundertrykkelse:

Farvereaktion af testpapir med urobilinogen efter 5-6 sekunder 4-amino-2,5'-dimethoxystilben violet 2-amino-7-nitrofluoren rød l-amino-4-nitronaphthalen rød l-amino-4-hydroxy-naphthalen rødviolet 1-amino-5-hydr oxynaphthalen rødviolet l-amino-7-hydroxynaphthalen rødviolet l-amino-4-sulfonaphthalen rød l-amino-4-methoxynaphthalen rødviolet l-amino-5-sulfonaphthalen rød l-amino-6-sulfonaphthalen rød l-amino-7-sulfonaphthalen rød l-amino-3,6-disulfonaphthalen orangerød l-amino-3,8-disulfonaphthalen orangerød l-amino-5-hydroxy-7-sulfonaphthalen rødviolet 143239 12 1- amino-8-hydroxy-3,6-disulfonaphthalen rød 2- aminonaphthalen teglrød 2-amino-7-hydroxynaphthalen rødviolet 2-amino-5-sulfonaphthalen teglrød 2-amino-6-sulfonaphthalen teglrød 2-amino-7-sulfonaphthalen teglrød 2-amino-β,8-disulfonaphthalen orangerød 2-amino-8-hydroxy-6-sulfonaphthalen rød 2-amino-3-carboxynaphthalen rød 1- aminoanthracen violet 2- aminoanthracen violet 1-aminopyren blå 1- amino-5-nitronaphthalen rød 2- amino-6-nitro-8-sulfonaphthalen orangerød 4-(6-methylbenzthiazolyl-2)-anilin rød 4-(3-methylpyrazol-5-onyl-l)-anilin rød 4- (3-methyl-4-nitrosopyrazol-5-onyl-l)-anilin rød 5- aminoindol violet 3- aminocarbazol violet 5- aminoindazol rød 6- aminoindazol lakserød 7- aminoindazol rød 5-amino-2-mercaptobenzimidazol rød 5- amino-2-hydroxybenzimidazol rødviolet 6- amino-2-mercaptobenzthiazol rød 5-aminoquinolin teglrød 3-amino-9-ethylcarbazol violet 8- aminoquinolin teglrød 8-amino-6-methoxyquinolin teglrød 3,4-diamino-5-hydroxypyrazol rød 1Λ 3 2 3 9 13 3-amino-2,6-dimethoxypyridin lilarød 3-amino-6-hydroxypyridin teglrød 3-amino-6-dimethylaminopyridin rød 3-amino-6-morpholinopyridin rød 3-amino-6-(4-methoxypheny1)-pyridin rød 3-aminoindazol rød 1- amino-4-cyanonaphthalen rød 2- aminochrysen violet 5-amino-2-methylbenzthiazol rød.

Eksempel 3.

Filtrerpapir [Schleicher og Schiill 23 SL] bliver imprægneret med en 2,5 s vandig opløsning af natriummetaphosphat og tørret ved 80°C. Derpå bliver der efterimprægneret med en opløsning af følgende sammensætning og tørret ved 40°C, indtil lugten af isoamylnitrit er forsvundet.

l-amino-4-methoxynaphthalen 0,3 g oxalsyre 10,0 g isoamylnitrit 1,0 ml methanol til 100,0 ml

Testpapiret bliver farvet violet ved neddypning i urobilinogenholdig urin.

Testpapir fremstillet på tilsvarende måde under anvendelse af 1-amino-5-acetaminonaphthalen reagerer rødt.

Eksempel 4.

Filtrerpapir [Schleicher og Schiill 23 SL] bliver imprægneret med en opløsning af 8-hydroxyquinolin-5-diazoniummetaphosphat, der blev fremstillet som angivet i det følgende, og tørret ved 40°C.

I ca. 70 ml af en 15 %'s vandig metaphosphorsyreopløsning opløstes

Claims

143239 14 0. 5.g 8-hydroxyquinolin og der afkøles til ca. 5°C. Derpå tilsættes under omrøring 2,5 g fast natriumnitrit og blandingen opbevares natten over i køleskab. Derpå frafiltreres uopløst stof og der opfyldes til 100 ml med metaphosphorsyre. Testpapiret farves rødt ved neddypning i urobilinogenholdig urin. På tilsvarende måde ved direkte indføring af diazoniumgruppen fremstillet testpapir indeholder følgende diazoniumsalte: Farvereaktion ved neddypning i urobi= linogenholdig urin 5-hydroxyisoquinolin-8-diazoniummetaphosphat rød 3-methyl-5-ethoxypyrazol-4-diazoniummetaphosphat teglrød l-phenylpyrrol-3-diazoniummetaphosphat rød l-phenyl-5-methylpyrazol-4-diazoniummetaphosphat rød N-2-trimethylen-l, 8-naphthalimid-4-diazoniumme= taphosphat violet Patentkrav.

1. Diagnostisk middel til påvisning af urobilinogen, eventuelt sam-med med bilirubin i legemsvæsker, kendetegnet ved, at det som indikatorstof indeholder stabilt phenyl-, pyrrol- eller pyrazolmonodiazoniumsalt, som i mesomeridygtig og sterisk ikke -hindret stilling er anneleret eller direkte eller vinylogt substitueret med eventuelt substitueret iso- eller heterocykliske aromatiske forbindelser, eller pyridin- eller pyrazolmonodiazoniumsalt, som i mesomeridygtig stilling er substitueret med mindst én fleratomig elektrondonatorgruppe med mindst ét mesomeridygtigt elektronpar, hvorhos summen af den Hammettske sigmaværdi for alle substituenter og heteroatomer ikke bør overskride værdien +0,6.

2. Diagnostisk middel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at det som indikatorstof indeholder pyridindiazoniumsalt med den almene formel I 15 14323 D R2 —^ N®=N Χθ (I) 12 3 hvori R og R betegner en elektrondonatorgruppe, og R betegner hy= drogen eller en rest, som ikke forhøjer summen af de Hammettske sig= maværdier i pyridinringen over +0,6, hvorhos én af resterne og Rz også kan være hydrogen eller en lavere alkylgruppe, og X betegner en stabiliserende anion.

3. Diagnostisk middel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at det som indikatorstof indeholder monodiazoniumsalt med den almene formel II R4 R5 Z- (HC=HC) -Μ N®=N X® (II) )=/ R6^ hvori Z betegner en eventuelt substitueret phenylring, n tallene 0 eller 1,XC en stabiliserende anion og R4, R~* og R^ hydrogen eller rester, som ikke forhøjer summen af de Hammettske sigmaværdier over +0,6, hvorhos R4 også kan betegne en med phenylringen Z forbundet methylengruppe.

4. Diagnostisk middel ifølge krav 1, kendetegnet ved, at det som indikatorstof indeholder diazoniumsalt med den almene formel III X® (III)