DK161076B

DK161076B - 2-(2-thienyl-imidazooe4,5-baapyridin-derivater og syreadditionssalte deraf samt farmaceutisk formulering indeholdende en saadan forbindelse

Info

Publication number: DK161076B
Application number: DK538084A
Authority: DK
Inventors: Dieter Binder; Franz Rovenszky
Original assignee: Hafslund Nycomed Pharma
Priority date: 1983-11-14
Filing date: 1984-11-13
Publication date: 1991-05-27
Also published as: DE3474962D1; DK538084D0; JPS60116683A; US4596830A; JPH0631233B2; FI844450A0; FI77863B; EP0148742A1; ATA399983A; CA1247623A; FI844450L; AT379395B; FI77863C; EP0148742B1; DK161076C; DK538084A; CS332191A3

Description

DK 161076B

i

Den foreliggende opfindelse angår hidtil ukendte, terapeutisk værdifulde derivater af 2-(2-thienyl)-imidazo-[4,5-b]pyridiner og farmaceutisk acceptable syreadditionssalte deraf samt en farmaceutisk formulering inde-5 holdende en sådan forbindelse i kombination med et farmaceutisk acceptabelt bærerstof.

I EP offentliggørelsesskrift nr. 0 072 926 og DE offentliggørelsesskrift nr. 23 05 339 beskrives bl.a. benzen-10 substituerede imidazo-[4,5-b]pyridiner med positiv ino-trop virkning. Det har nu overraskende vist sig, at thio-phen-substituerede imidazo-[4,5-b]pyridiner ifølge opfindelsen udviser en forbedret farmakologisk virkningsprofil, idet de har en mere udpræget isoprenalin-potense-15 rende virkning på isolerede forkamre, en større koronar-strømningsforøgende virkning på isolerede hjerter og en kraftigere positiv chronotrop virkning end de kendte forbindelse r.

20 Opfindelsen angår derfor en gruppe af forbindelser med den almene formel OR tt 26

R'I

30 hvori R betegner methyl eller ethyl, og R^ betegner methyl thio eller methylsulfinyl, og farmaceutisk acceptable syreadditionssalte af disse forbindelser.

35 Forbindelserne med den ovenfor angivne almene formel (I) besidder værdifulde farmakologiske egenskaber, i særdeleshed en positiv inotrop virkning på hjertet.

DK 161076 B

2

De omhandlede forbindelser med den ovenfor viste almene formel (I) kan fremstilles ved, at man (a) omsætter en forbindelse med formlen 5 o* r-, _/ \-COOH d1)/ 10 hvori R har den ovenfor angivne betydning og betegner methylthio, med en forbindelse med formlen 15 <iiik ' 20 i nærværelse af phosphoroxychlorid eller thionylchlorid, hvorefter man om fornødent 25 (b) omsætter den således opnåede forbindelse med den al mene formel (I), hvori betegner methylthio eller me-thoxy, med organiske persyrer eller hydrogenperoxid til opnåelse af en forbindelse med den almene formel (I), hvori R^ betegner methylsulfinyl.

30

Den ovenfor under (a) angivne omsætning gennemføres med phosphoroxychlorid eller thionylchlorid som vandbindende kondensationsmiddel, idet det er bedst samtidigt at anvende dette kondensationsmiddel som opløsningsmiddel. Den 35 foretrukne reaktionstemperatur er tilbagesvalingstemperaturen for det pågældende opløsningsmiddel.

DK 161076 B

3

Fremstillingen af sulfinylforbindelserne med den almene formel (I) ifølge trin (b), hvor man går ud fra den opnåede methylmercapto-forbindelse med den almene formel (I), kan gennemføres med beregnede mængder organiske per-5 syrer, f.eks. pereddikesyre eller m-chlorbenzoesyre, i et reaktionsinert opløsningsmiddel, f.eks. methylenchlorid eller chloroform, ved temperaturer på omkring 0 °C, eller den gennemføres med beregnede mængder 30 % hydrogen-peroxid i iseddikesyre ved stuetemperatur.

10

Forbindelserne med den almene formel (I) har stærkt basiske egenskaber. Derfor kan man let overføre forbindelserne i krystallinske, farmaceutisk acceptable syreadditionssalte, eksempelvis hydrochlorider, som let lader sig 15 rense ved omkrystallisation. Til dette formål opløser man den rå base i et egnet opløsningsmiddel, eksempelvis i en lavere alkohol, og tilsætter en ækvivalent mængde af en protonsyre, hvorefter man afdamper opløsningsmidlet i vakuum og omkrystalliserer inddampningsresten fra methanol 20 eller ethanol, eventuelt under tilsætning af ether. Udover saltene af saltsyre kan man som eksempler på egnede, farmaceutisk acceptable salte nævne saltene af svovlsyre, salpetersyre, phosphorsyre, sulfonsyrer, benzoesyre, ma-leinsyre, vinsyre og citronsyre.

25

De således opnåede syreadditionssalte ifølge opfindelsen har en lige så stor positiv inotrop virkning som de tilsvarende frie baser med formel (I).

30 Forbindelserne med den ovenfor viste formel (III) kendes fra litteraturen. Forbindelserne med den ovenfor viste formel (II) kan fremstilles ved den nedenfor viste syntesevej , som vil være velkendt for fagmanden, ud fra forbindelser med formel (IV), som kendes fra littera-35 turen:

DK 161076 B

4

/0H OR ^OR

« ' [Jj^

COOCH3 COOCH3 * COOH

(IV) (V) /p! SOCl2

| NaOH / 2.BH2C(CH3)2^l2-OH

10 ~ 3. SOCl2

/0r "r y^°K

'· / c” / η o "s »' " X οΧ„ CH3 CH3 3 3 20 (VIII) (VI1) 25 R = CH^ eller C2H,-= methylthio 30 X = Br, I eller O-SC^-OR.

Opfindelsen illustreres nærmere ved de følgende eksempler.

35

DK 161076 B

5 EKSEMPEL 1 2-(3-Methoxy-5-methylthio-2-thienyl)-lH-imidazo[4,5-b]-pyridin (formel (I)); R = CH^, » H og R£ = SCH^ 5 6,83 g (33,4 mmol) 3-methoxy-5-methylthio-2-thiophen-car-boxylsyre (formel (II): R = CH^, ^ = SCHg) blev sammen med 3,65 g (33,4 mmol) 2,3-diaminopyridin (formel (III):

Rj = H) i 80 ml phosphoroxychlorid opvarmet i 3 timer un-10 der tilbagesvaling. Derefter blev den opnåede reaktionsblanding portionsvis udhældt i ca. 1,5 liter koldt vand, og blandingen blev omrørt grundigt og filtreret over Hyflo. Blandingen blev gjort basisk med kaliumcarbonat og ammoniak og derefter ekstraheret flere gange med methy-15 lenchlorid. De forenede organiske faser blev tørret over natriumsulfat og derefter inddampet. Den mørke inddamp-ningsrest blev suspenderet i ca. 300 ml methanol og omsat med et overskud af methanolisk saltsyre, hvorefter blandingen blev opvarmet til kogning. Der tilsattes aktivt 20 kul og filtreredes, og efter inddampning til ca. 100 ml fik opløsningen lov at afkøle. Det herved udfældede gule hydrochlorid af forbindelsen (I) blev frasuget og vasket med en lille mængde methanol. Til fremstilling af den frie base blev krystallerne suspenderet i 28 ml methanol, 25 og der tilsattes dråbevis 1,2 g af en 25 % vandig ammoniakopløsning. Efter tilsætning af 80 ml vand blev de udfældede gullige krystaller frafiltreret, vasket med vand og tørret. Udbytte: 4,24 g (46 %); smeltepunkt (ethanol): 224 °C (dekomponering).

30

Udgangsmaterialet kan fremstilles på følgende måde: 3-methoxy-2-thiophencarboxylsyre (VI* R = CH^) 35 48,5 g (0,31 mmol) 3-hydroxy-2-thiophencarboxylsyreme- thylester (IV: Rg = H) opløses i 400 ml acetone, og der tilsættes 84,7 g (0,61 mol) kaliumcarbonat og 77,3 g 6 i

DK 1610 7 6 B

(0,61 mol) dimethylsulfat, hvorefter blandingen opvarmes i 1 time under omrøring og tilbagesvaling. Derefter bliver saltmassen frasuget og vasket flere gange med acetone, og det samlede filtrat inddampes i vakuum. Der til-5 sættes 750 ml vandigt 2 N natriumhydroxid, hvorefter der koges i et kort tidsrum. Opløsningen afkøles, vaskes med ether og gøres sur med koncentreret HC1. De farveløse krystaller, som herved udfældes, frafiltreres og omkrystalliseres fra ethanol. Udbytte: 43,1 g (89 %); smelte-10 punkt: 184-185 °C.

3,4-dihydro-4,4-dimethyl-2-(3-methoxy-2-thienyl)-oxazol (VII: R = CH3) 15 50,2 g (0,32 mol) 3-methoxy-2-thiophencarboxylsyre i 300 ml thionylchlorid opvarmes under tilbagesvaling i 2 timer, hvorefter opløsningen inddampes i vakuum. Den krystallinske rest (56 g) optages i 250 ml methylenchlorid, og opløsningen sættes i løbet af 1/2 time dråbevis, ved 0 20 “C og under omrøring, til en opløsning af 57 g (0,64 mol) 2-amino-2-methyl-1-propanol i 200 ml methylenchlorid. Efter 12 timers omrøring ved stuetemperatur inddampes blandingen i vakuum og afkøles, og det herved udfældede bundfald suges fra, vaskes omhyggeligt med vand og tørres.

25 Det tørrede bundfald omsættes langsomt og under afkøling med 135 ml thionylchlorid, og blandingen omrøres i 12 timer ved stuetemperatur. Derefter inddampes blandingen i vakuum, og inddampningsresten opløses i vand og ekstrahe-res med ether. Den vandige fase gøres basisk med 2 N na-30 triumhydroxid og ekstraheres flere gange med methylenchlorid. De forenede methylenchlorid-faser tørres med natriumsulfat og inddampes i vakuum. Udbytte: 57,0 g (84 %); smeltepunkt (petroleumsether): 97-98 °C.

35

DK 161076 B

7 3,4-dihydro-4-dimethyl-2-(3-methoxy-5-methylthio-2-thie-nypoxazol (VIII: R = CH^) 27 g (0,128 mol) 3,4-dihydro-4,4-dimethyl-2-(3-methoxy-2-5 oxazol) opløses i 400 ml absolut tetrahydrofuran, og opløsningen afkøles til -45 °C, hvorefter 88 ml (0,141 mol) af en 1,6 molær opløsning af butyllithium i n-hexan til-dryppes på en sådan måde, at reaktionsblandingens temperatur på -45 eC ikke overskrides. Efter endt tilsætning 10 omrøres i yderligere 1,5 timer ved -45 °C, hvorefter der tilsættes en opløsning af 13,9 g (0,147 mol) dimethyl-disulfid i 70 ml absolut tetrahydrofuran. Derpå omrøres i yderligere 30 minutter ved den nævnte temperatur. Efter opvarmning til -20 °C udhældes blandingen i vand, og der 15 ekstraheres flere gange med ether. De samlede etherfaser tørres med natriumsulfat og affarves med aktivt kul, hvorefter der inddampes i vakuum. Den krystallinske ind-dampningsrest omkrystalliseres fra petroleumsether. Udbytte: 24,7 g (75 %); smeltepunkt: 56-58 °C.

20 3-methoxy-5-methylthio-2-thiophencarboxylsyre (II: R = ch3, r2 = sch3) 24,2 g (0,094 mol) 3,4-dihydro-4,4-dimethyl-2-(3-methoxy-25 5-methylthio-2-thienyl)oxazol omsættes med 250 ml methyl-iodid, og blandingen omrøres i 12 timer ved stuetemperatur. Derefter afdestilleres det overskydende methyliodid, og den krystallinske rest omsættes med 350 ml 1 N natriumhydroxid. Reaktionsblandingen omrøres i yderligere 30 12 timer ved stuetemperatur, hvorefter den fortyndes med vand, indtil det gule bundfald går i opløsning. Derpå ekstraheres opløsningen med ether, og den vandige fase gøres sur med koncentreret saltsyre, hvorved der udfældes et bundfald af farveløse krystaller. Disse krystaller 35 frasuges, vaskes med vand og tørres. Udbytte: 15,8 g (82 %); smeltepunkt (CCl^): 126-128 °C (dekomponering).

i 8

DK 1610 7 6 B

i i EKSEMPEL 2 2-(3-methoxy-5-methylsulfinyl-2-thienyl )-lH-imidazo[4,5-b]pyridin (I; R = CH3, R1 = H og R2 = SO-CH3 5 3,80 g (13,7 mmol) af den ifølge eksempel 1 opnåede 2-(3-methoxy-5-methylthio-2-thienyl)-lH-imidazo[4,5-b]pyridin blev opløst i 80 ml iseddikesyre og omsat med 1,63 g (14,4 mmol) 30 % vandigt hydrogenperoxid, hvorefter der 10 omrørtes i 30 timer ved stuetemperatur. Derpå blev blandingen inddampet i vakuum, og inddampningsresten blev opløst i en lille mængde vand og neutraliseret med en mættet natriumhydrogencarbonatopløsning. Krystallerne, som herved udfældede, blev frasuget og tørret. Udbytte: 3,95 15 g (98 %); smeltepunkt (ethanol): 233-235 °C (dekompone-ring).

EKSEMPEL 3 20 2-(3-methoxy-5-methylsulfinyl-2-thienyl)-lH-imidazo[4,5- b]pyridin-hydrochlorid 3,0 g (10,8 mmol) af den ifølge eksempel 2 opnåede 2—(3— methoxy-5-methylsulfinyl-2-thienyl)-lH-imidazo[4,5-b]-py-25 ridin suspenderes i 80 ml methanol og omsættes med 14 ml 1 N methanolisk saltsyre. Dernæst inddampes til tørhed i vakuum, og inddampningsresten omkrystalliseres fra ethanol. Udbytte: 3 g (95,5 %) gule krystaller med smeltepunkt 210 °C (dekomponering).

30 På analog måde opnås: 2-(3-methoxy-5-methylthio-2-thienyl)-lH-imidazo[4,5-b]pyridin-hydrochlorid, smeltepunkt 217 °C (dekomp.).

Som allerede nævnt besidder forbindelserne ifølge opfindelsen værdifulde farmakologiske egenskaber, i særdeles- 35

DK 161076 B

9 hed en positiv inotrop indvirkning på hjertet, hvilket i det følgende vil blive eftervist ved hjælp af en repræsentativ forbindelse ifølge opfindelsen, nemlig 2-(3-me-thoxy-5-methylsulfiny1-2-thienyl)-IH-imidazo[4,5-b]pyri-5 din-hydrochlorid (opnået ifølge eksempel 3).

Denne forbindelse blev afprøvet såvel in vitro (på isolerede perfunderede marsvine- og rottehjerter, som slog spontant) som in vivo på rotter med hensyn til hæmodyna-10 misk aktivitet.

Den afprøvede forbindelse havde positiv inotrop virkning på hjerterne fra begge dyrearter in vitro, idet virkningen mindede om virkningen af glycosidet quabain. Ved en 15 dosering på 6 x 10-^ M skete der en overraskende forhøjelse af den venstre-ventrikulære trykudvikling på 130 %, og den maximale trykstigningshastighed blev forhøjet med 120 %. I nærværelse af testforbindelsen skete der ikke nogen hæmning af den myocardiale oxygenforsyning.

20

In vivo bestemte man følgende hæmodynamiske parametre på rotter, der befandt sig i Inactin®-narkose, via et specielt ultraminiature-manometer med kateterspids: Hjertefrekvensen, det venstre-ventrikulære systoliske tryk 25 (LVSP) og stigningshastigheden for det venstre ventriku- lære tryk (LV dP/dt max). Denne metode er beskrevet af H.

G. Zimmer: Basic Research Cardiol. 78, 77-84 (1983).

Det afprøvede dosisområde lå imellem 0,1 og 20 30 mg/kg/time. Undersøgelsen in vivo bekræftede den positive inotrope virkning, som blev fundet in vitro.

I den efterfølgende tabel er anført data fra to repræsentative eksperimenter: 35

DK 161076 B

10

Dosering Hjertefrekvens LV dP/dt max LVSP

g 20 mq/kq/time (slaq/min)_(mm Hq/s)_(mm Hq) før applikation 316 6,769 . 143 efter applikation 440_10,154_129_ før applikation 336 5,230 136 efter applikation 992_12600_136__ 10 15

Det er påfaldende, at den positive inotrope effekt forekom i relativt lang tid, også efter at infusionen var blevet afbrudt.

20 Sammenfattende kan man sige, at der med 2-(3-methoxy-5-methylsulfinyl-2-thienyl)-lH-imidazo[4,5-b]pyridin-hydro-chlorid ud fra et terapeutisk synspunkt til behandling af myocardial insufficiens er tale om en særdeles interessant forbindelse, som vil kunne erstatte de meget toxiske 25 glycosider.

Farmakologisk forsøgsrapport

For at bestemme hjertevirkningen af forbindelserne 2-(3-30 methoxy-5-methyl-sulfinyl-2-thienyl)-lH-imidazo-(4,5-b)- pyridin-hydrochlorid (forbindelse A ifølge opfindelsen) og 2-(2-methoxy-4-methylsulfinyl-phenyl)-lH-imidazo-(4,5- b)pyridin-hydrochlorid (forbindelse B omfattet af DE offentliggørelsesskrift nr. 2305339) blev disse forbinde!-35 ser testet på isolerede forkamre fra marsvin og på isole rede hjerter ifølge Langendorff.

DK 161076 B

11 A. Metodik 1. Isoleret forkammer 5 Marsvin af begge køn med en vægt på 400-650 g blev aflivet ved nakkeslag, hvorefter det venstre forkammer fra hvert hjerte hurtigt blev præpareret. Der kunne samtidigt suspenderes fire forkamre i 5 ml tyrodeopløsning (mmol/1:

NaCl 128; KC1 4,0; CaCl2 1,25; MgCl2 0,5: NaH2P04 0,9; 10 NaHCOg 20; glucose 5,5), og de fremkomne suspensioner blev beluftet med 95 % 02/5 % C02· For at kunne måle kontraktionskraften isometrisk blev forkamrene fastgjort mellem en bipolær platinelektrode og en Gould UC2 Transducer. Optegningen af de isometriske kontraktioner 15 foregik ved hjælp af en Watanabe Recorder Type Mark V.

2. Isoleret hjerte ifølge Langendorff

Marsvin af begge køn med en vægt på 400-650 g blev afli-20 vet ved nakkeslag, og efter åbning af thorax blev hjertet udtaget. Hjerteposen blev fjernet, hvorefter aorta blev delt i to dele omkring 1 cm over aortaklappen. Vedhæftende fedt- og bindevæv såvel som pulmonalarteriens forgrening blev ligeledes forsigtigt fjernet.

25

Derefter blev hjertet perfunderet blærefrit over aorta med en Krebs-Ringer-opløsning (mmol/1 NaCl 127; KC1 4,7;

CaCl2 1,3; KH2P04 1,2; NaHCO^ 25; glucose 5,5; Na-pyruvat 2). Perfusionsvæsken havde en konstant temperatur på 37 30 °C, og den blev beluftet med 95 % 02/5 % C02· Efter sta bilisering af hjertet skubbede man en væskefyldt latex-ballon (volumen 0,03 ml) ind i den venstre ventrikel gennem det venstre forkammer, som forinden var blevet åbnet med en saks, og gennem den venstre AV-klap. Denne ballon 35 stod via en stålkanyle i forbindelse med en Statham tryktransducer.

12 DK 161076 B

Ved at holde perfusionstrykket konstant vil en ændring af koronar-karsystemets bredde bevirke en ændring af den ko-ronare gennemstrømning. Målingen af koronarstrømningen foregik ved hjælp af et strømningsmålehoved (Statham), 5 som var indbygget i perfusionsstrømmen kort før hjertet.

Man registrerede frekvens, koronarstrømning, kontraktionskraft og L Vdp/dt ved hjælp af Gould- og Statham-forstærkere og en Gould 4-kanal-termoskriver model 4402. Forbindelserne, som skulle testes, blev indført i perfu-10 sionsstrømmen ved hjælp af en motorsprøjte (Unita-Persufor fra firmaet Braun-Melsungen). Det tilførte volumen pr. tidsenhed var det samme ved alle forbindelser, nærmere bestemt stigende fra 0,01 ml/min til 1 ml/min.

Med hensyn til opløsningernes koncentration henvises til 15 afsnittet "Substanser og opløsninger".

3. Substanser og opløsninger

Isoprenalin 20

Man fremstillede en 10 mM stamopløsning i destilleret vand, som til forsøgene med Langendorff-hjerter blev fortyndet yderligere med Kreds-Ringer-opløsning (tilsætning af en 10 nM brugsopløsning). Til forsøgene med isolerede 25 forkamre blev 10 mM stamopløsningen fortyndet yderligere med destilleret vand.

Forbindelse A og forbindelse B

30 Man fremstillede en 10 mM stamopløsning af hver af disse forbindelser i destilleret vand. Den videre fortynding til en 1 mM brugsopløsning foregik også i dette tilfælde ved en fortynding (1:10) med Krebs-Ringer-opløsning (Langendorff-præparation) henholdsvis destilleret vand 35 (forkammer-præparation).

DK 161076 B

13

CaCl^-opløsning: 0,1 mmol/1 i destilleret vand.

4. Anvendelse 5 Isoleret forkammer

Ved eksperimenterne med det isolerede venstre forkammer målte man kontraktionsamplituden, som blev udtrykt som 2+ den værdi, der opnåedes ved forhøjelse af Ca -koncen-10 trationen til 4,3 mM, og angivet i procent. Ud fra de enkelte kurver beregnede man en kurve for middelværdien.

Isoleret hjerte ifølge Langendorff 15 Man målte følgende parametre: kontraktionskraften, fre kvensen og koronarstrømningen.

Forandringerne hos disse parametre blev beregnet og udtrykt som procenter i forhold til den maximale virkning 20 af isoprenalin. Den koncentration af substansen, som forefandtes i de enkelte hjerter, blev bestemt på grundlag af den ved hjælp af motorsprøjten tilførte mængde og den dertil hørende koronarstrømning. Ud fra de enkelte dosisaktivitetskurver beregnedes middelværdien af ed,-q samt et 25 95 % konfidensinterval som produkt af SEM x Student's t- værdi. For at kunne angive det tidsmæssige forløb af virkningen efter afsluttet infusion ("udvaskningskurver") tog man også den maximale isoprenalin-værdi i betragtning som referenceværdi.

30

Til statistisk sammenligning af virkningen af forbindelsen A med virkningen af forbindelsen B anvendte man Student's t-test (uparret), (signifikansniveau p < 0,5).

35

DK 161076 B

14 B. Resultater 1. Sammenligning af de positive inotrope virkninger 1 forkammeret 5 Såvel forbindelsen A som forbindelsen B bevirkede en dosisafhængig stigning af kontraktionskraften i det venstre forkammer (fig. 1). Den halvmaximale effekt opnåedes for begge substansers vedkommende ved en koncentration på 28 10 umol/l. Også den positive inotrope virknings maximum var det samme for begge substanser (80 % beregnet på kontrak- 2+ tionskraften ved 4,3 mmol/1 Ca ).

2. Positiv inotrop virkning af isoprenalin på forkammeret 15 i nærværelse af forbindelsen A henholdsvis forbindel

sen B

I nærværelse af de to substanser blev den positive inotrope virkning af isoprenalin tydeligt forstærket (fig.

20 2). ED,_Q-værdien af isoprenalin i nærværelse af 10 umol/1 af forbindelsen A blev bestemt til 5 nmol/1, mens ED,_q-værdien i nærværelse af 10 umol/1 af forbindelsen B blev bestemt til 15,5 nmol/1 (kontrol 29 nmol/1). Potenseringen af isoprenalin-virkningen var således mere udpræget i 25 nærværelse af forbindelsen A end i nærværelse af forbindelsen B.

30 35

DK 161076 B

15 3. Sammenligning af virkningerne på isolerede hjerter ifølge Langendorff 3.1. Positiv inotrop virkning 5

Fig. 3 illustrerer et repræsentativt forsøg. De på grundlag af 5-6 enkeltforsøg beregnede middelværdier for ED^q andrager 13,0 umol/l for forbindelsen A og 9,6 μπιο1/1 for forbindelsen B. Forbindelserne A og B bevirker hver især 10 en dosisafhængig forøgelse af kontraktionskraften.

3.2. Koronarstrømningsforøgende virkning

Repræsentative enkeltforsøg er vist på fig. 4. Forbindel-15 sen A og forbindelsen B bevirkede hver især en dosisafhængig forøgelse af koronarstrømningen gennem de isolerede hjerter. Middelværdien af ED^q for denne virkning lå på 12,3 rnnol/1 for forbindelsen A og på 18,9 μΐηοΐ/ΐ forbindelsen B.

20

Den maximale stigning i koronarstrømningen, som blev opnået, var 77 % for forbindelsen A, hvilket var signifikant højere (p < 0,05) end hos forbindelsen B (49 %).

25 3.3 Frekvensforøgende virkning

Repræsentative enkeltforsøg er vist på fig. 5. Begge testforbindelser (forbindelse A og forbindelse B) fremkaldte en dosisafhængig forøgelse af hjertefrekvensen.

30 Den halvmaximale effekt opnåedes for forbindelsen A ved 11,1 Mmol/l og for forbindelsen B ved 12,9 μΐηοΐ/ΐ. Den maximale frekvensforøgelse var 48 % for forbindelsen A; denne forøgelse var signifikant højere (p < 0,05) end forøgelsen opnået med forbindelsen B (ca. 21 %).

35

DK 161076B

16 3.4 Tidsmæssigt forløb af ophøret af virkningen på isolerede hjerter

Med hensyn til den positive inotrope virknings ophør ef-5 ter endt infusion er det ikke muligt at fastslå nogen forskel imellem de testede substanser. Slutværdien blev i hvert enkelt tilfælde opnået 2-3 minutter efter afbrudt infusion. Den koronarstrømningsforøgende virkning aftager, således som det fremgår af fig. 6. Den stærkere ko-10 ronarstrømningsforøgende virkning af forbindelsen A i forhold til forbindelsen B lod sig også efter endt infusion opretholde i længere tid end virkningen af forbindelsen B. Koronarstrømningen var stadig forøget med 14 %, altså klart over udgangsværdien, 5 minutter efter afbry-15 delse af infusionen med forbindelsen A, hvorimod den stigning i koronarstrømningen, som fremkaldes af forbindelsen B, allerede efter gennemsnitlig 4 minutter er faldet til udgangsværdien. Den frekvensforøgende virkning af forbindelsen A faldt efter afsluttet infusion med omtrent 20 samme hastighed som virkningen af forbindelsen B.

C. Sammenfatning

Forbindelsen A har vist sig at virke forøgende på kon-25 traktionskraften, såvel i det isolerede forkammer som i ventriklen (måling på det isolerede hjerte ifølge Langendorff).

Det var ikke muligt at fastslå nogen forskel imellem for-30 bindeisen A og forbindelsen B i henseende til den positive inotrope virkning. Efter afsluttet infusion af den aktive forbindelse i de isolerede hjerter faldt den positiv inotrope virkning lige hurtigt hos begge forbindelser.

35 Såvel forbindelsen A som forbindelsen B viste sig at forstærke den positive inotrope virkning af isoprenalin. Dosis-aktivitetskurven var i nærværelse af forbindelsen A

17

DK 161076B

mere udpræget end i nærværelse af forbindelsen B. Denne potensering af isoprenalinets virkning tyder på at begge testforbindelser fremkalder en hæmning af phosphodi-esterasen.

5

Den koronarstrømningsforøgende virkning af forbindelsen A på isolerede hjerter var (med hensyn til det opnåede virkningsmaximum) mere udpræget end virkningen af forbindelsen B. Efter endt tilførsel af testforbindelsen skete 10 faldet med hensyn til den positive chronotrope virkning lige hurtigt hos begge testforbindelser.

Ved den samme positive inotrope virkning kunne man hos forbindelsen A konstatere en kraftigere positiv chrono-15 trop virkning i sammenligning med forbindelsen B. Man kunne også fastslå en kraftigere koronarstrømningsforøgende virkning og en udpræget potensering af isoprena-lin-virkningen.

20 25 30 35

Claims

4. Farmaceutisk formulering, kendetegnet ved, at den indeholder en forbindelse ifølge ethvert af kravene 1-3 i kombination med et farmaceutisk acceptabelt bærerstof . 30 35