DK1609362T3 - Ikke-systemisk bekæmpelse af parasitter - Google Patents

Description

Den foreliggende opfindelse angår ikke-systemisk bekæmpelse af parasiterende insekter fra gruppen lopper, lus og fluer på mennesker og dyr ved hjælp af agonister eller antagonister af de nicotinerge acetylcholinreceptorer hos insekter, nemlig imidacloprid.

Agonister eller antagonister af de nicotinerge acetylcholinreceptorer hos insekter er kendte. Til dem hører nicotinyl-insekticiderne og især chlornicotinyl-insekticideme. Det er også kendt, at disse forbindelser har fremragende virkning mod planteskadelige insekter. Disse forbindelsers systemiske virkning i planter mod planteskadelige insekter er ligeledes kendt.

Fra PCT-ansøgningen WO 93/24 002 er det kendt, at visse 1-[N-(halogen-3-pyridylmethyl)]-N-methylamino-1-alkylamino-2-nitroethylen-derivater er egnede til systemisk anvendelse mod lopper hos husdyr. Ved denne anvendelsesform indgives det aktive stof oralt eller parenteralt til dyret, f.eks. ved injektion, og når således ind i husdyrets blodbane. Lopperne optager derpå det aktive stof ved blodsugning. Den ikke-systemiske anvendelsesform beskrives ifølge WO-skrift nr. 93/24 002 som uegnet til bekæmpelse af stoffer på husdyr.

Det har nu overraskende vist sig, at netop imidacloprid i blanding med de syntetiske pyrethroider Flumethrin eller Permethrin er særlig egnet til ikke-systemisk bekæmpelse af parasiterende insekter fra gruppen lopper, lus og fluer på mennesker og dyr.

Agonister eller antagonister af de nicotinerge acetylcholinreceptorer hos insekter er kendte, f.eks. fra de europæiske offentliggørelsesskrifter nr. 464.830, 428.941, 425.978, 386.565, 383.091, 375.907, 364.844, 315.826, 259.738, 254.859, 235.725, 212.600, 192.060, 163.855, 154.178, 136.636, 303.570, 302.833, 306.696, 189.972, 455.000, 135.956, 471.372 og 302.389; de tyske offentliggørelsesskrifter nr. 3.639.877 og 3.712.307; de japanske offentliggørelsesskrifter nr. 03 220 176, 02 207 083, 63 307 857, 63 287 764, 03 246 283, 04 9371, 03 279 359 og 03 255 072; USA-patentskrifterne nr. 5.034.524, 4,948.798, 4.918.086, 5.039.686 og 5.034.404; PCT-ansøgningerne nr. 91/17 659 og 91/4965; fransk patentansøgning nr. 2.611.114; og brasiliansk patentansøgning nr. 88 03 621.

Der henvises hermed udtrykkeligt til de i disse skrifter beskrevne metoder, fremgangsmåder, formler og definitioner samt til de deri beskrevne enkelte præparater og forbindelser.

Imidacloprid (1-[(6-chlor-3-pyridinyl)methyl]-N-nitro-2-imidazolidinimin) har følgende formel:

Det aktive stof er ved gunstig varmblodstoksicitet egnet til bekæmpelse af parasiterende insekter, der forekommer hos mennesker og inden for dyrehold og dyreavl hos nytte-, avls-, zoo-, laboratorie-, forsøgs- og hobbydyr. De er aktive mod alle eller enkelte udviklingsstadier af skadedyrene og mod resistente og normalt følsomme arter.

Til skadedyrene hører: af ordenen Anoplura f.eks. Haematopinus spp., Linognathus spp., Solenopotes spp., Pediculus spp. og Pthirus spp.; af ordenen Mallophaga f.eks. Trimenopon spp., Menopon spp., Eomenacanthus spp., Menacanthus spp., Trichodectes spp., Felicola spp., Damalinea spp. og Bovicola spp; af ordenen Diptera f.eks. Chrysops spp., Tabanus spp., Musca spp., Hydrotaea spp., Muscina spp., Haematobosca spp., Haematobia spp., Stomoxys spp., Fannia spp., Glossina spp., Lucilia spp., Calliphora spp., Auchmeromyia spp., Cordylobia spp., Cochliomyia spp., Chrysomyia spp., Sarcophaga spp., Wohlfartia spp., Gasterophilus spp., Oesteromyia spp., Oedemagena spp., Hypoderma spp., Oestrus spp., Rhinoestrus spp., Melophagus spp. og Hippobosca spp.. af ordenen Siphonaptera f.eks. Ctenocephalides spp., Echidnophaga spp. og Ceratophyllus spp..

Især skal fremhæves virkningen mod Siphonaptera, specielt mod lopper. Følgende dyr skal nævnes som foretrukne:

Til nytte- og avlsdyrene hører pattedyr, f.eks. okser, heste, får, svin, geder, kameler, vandbøfler, æsler, kaniner, dåvildt, rensdyr, pelsdyr, f.eks. nerz, chinchilla og vaskebjørn, fugle, f.eks. høns, gæs, kalkuner og ænder.

Til laboratorie- og forsøgsdyrene hører mus, rotter, marsvin, guldhamstere, hunde og katte.

Til hobbydyrene hører hunde og katte.

Anvendelsen kan ske både prophylaktisk og terapeutisk.

Anvendelsen af de aktive stoffer sker direkte eller i form af egnede præparater dermalt, ved behandling af omgivelserne eller ved hjælp af formlegemer, der indeholder aktivt stof, f.eks. strimler, plader, bånd, halsbånd, øremærker, bånd til anbringelse på lemmer og markeringsindretninger.

Den dermale indgivelse sker f.eks. i form af badning, dypning (dip), sprøjtning (spray) eller påhældning (pour-on eller spot-on), vask, shampooing, overhældning eller indpudring.

Egnede præparatformer er:

Opløsninger eller koncentrater til indgivelse efter fortynding, opløsninger til brug på huden, påhældningspræparater og geler; emulsioner og suspensioner til oral eller dermal anvendelse; halvfaste præparater; præparater, i hvilke det aktive stof er indarbejdet i et salvegrundlag eller i et olie-i-vand- eller vand-i-olie-emulsionsgrundlag; faste præparater, såsom pulvere, formlegemer med indhold af aktivt stof.

Opløsninger til anvendelse på huden pådryppes, påstryges, indgnides, påsprøjtes eller påføres ved dypning, badning eller vask.

Opløsningerne fremstilles ved, at den aktive forbindelse opløses i et egnet opløsningsmiddel, og der eventuelt tilsættes tilsætningsmidler, såsom opløsningsfremmende midler, syrer, baser, puffersalte, antioxidanter og konserveringsmidler.

Som opløsningsmidler skal nævnes: fysiologisk acceptable opløsningsmidler, såsom vand, alkoholer, f.eks. ethanol, butanol, benzylalkohol, glycerol, carbonhydrider, propylenglykol og polyethylenglykoler, N-methylpyrrolidon samt blandinger deraf.

De aktive stoffer kan eventuelt også opløses i fysiologisk acceptable vegetabilske eller syntetiske olier.

Som opløsningsfremmende midler skal nævnes: opløsningsmidler, der fremmer opløsningen af den aktive forbindelse i hovedopløsningsmidlet eller forhindrer udfældning af den. Eksempler er polyvinylpyrrolidon, polyoxyethyleret ricinusolie og polyoxyethylerede sorbitanestere.

Konserveringsmidler er benzylalkohol, trichlorbutanol, p-hydroxybenzoesyreestere og n-butanol.

Det kan være fordelagtigt ved fremstillingen af opløsningerne at tilsætte fortykkelsesmidler. Fortykkelsesmidler er: uorganiske fortykkelsesmidler, såsom bentoniter, kolloid kiselsyre og aluminiummonostearat, og organiske fortykkelsesmidler, såsom cellulosederivater, polyvinylalkoholer og deres copolymere, acrylater og methacrylater.

Geler, der påføres eller påstryges huden, fremstilles ved, at der til opløsninger, der er fremstillet som beskrevet ovenfor, sættes så meget fortykkelsesmiddel, at der dannes en klar masse med salveagtig konsistens. Som fortykkelsesmidler anvendes de ovenfor angivne fortykkelsesmidler. Påhældningspræparater hældes eller sprøjtes på begrænsede områder af huden, hvorved den aktive forbindelse fordeler sig på legemets overflade. Påhældningspræparater fremstilles ved, at den aktive forbindelse opløses, suspenderes eller emulgeres i egnede hudforligelige opløsningsmidler eller opløsningsmiddelblandinger. Eventuelt tilsættes yderligere hjælpestoffer, såsom farvestoffer, antioxidanter, lysbeskyttelsesmidler og klæbemidler.

Som opløsningsmidler skal nævnes: vand, alkanoler, glykoler, polyethylenglykoler, polypropylenglykoler, glycerol, aromatiske alkoholer, f.eks. benzylalkohol, phenyl-ethanol og phenoxyethanol, estere, f.eks. ethylacetat, butylacetat og benzylbenzoat, ethere såsom alkylenglykolalkylethere, f.eks. dipropylenglykolmonomethylether og diethylenglykolmonobutylether, ketoner, f.eks. acetone og methylethylketon, aromatiske og/eller aliphatiske carbonhydrider, vegetabilske eller syntetiske olier, dimethylformamid, dimethylacetamid, N-methylpyrrolidon og 2,2-dimethyl-4-hydroxy-methylen-1,3-dioxolan.

Farvestoffer er alle til anvendelse på dyr tilladte farvestoffer, der kan opløses eller suspenderes.

Hjælpestoffer er også spredeolier såsom isopropylmyristat, dipropylenglykol-pelargonat, silikoneolier, fedtsyreestere, triglycerider og fedtalkoholer.

Antioxidanter er sulfiter eller metabisulfiter, f.eks. kaliummetabisulfit, ascorbinsyre, butylhydroxytoluen, butylhydroxyanisol og tocopherol.

Lysbeskyttelsesmidler er f.eks. stoffer fra klassen af benzophenoner eller novantisol-syre.

Klæbemidler er f.eks. cellulosederivater, stivelsesderivater, polyacrylater og naturlige polymere, såsom alginater og gelatine.

Emulsioner er enten af typen vand-i-olie eller af typen olie-i-vand.

De fremstilles ved, at den aktive forbindelse opløses enten i den hydrofobe eller den hydrofile fase, og denne homogeniseres med den anden fases opløsningsmiddel ved hjælp af egnede emulgatorer og eventuelt yderligere hjælpestoffer, såsom farvestoffer, resorptionsfremmende stoffer, konserveringsmidler, antioxidanter, lysbeskyttelsesmidler og viskositetsforøgende stoffer.

Som hydrofob fase (olier) skal nævnes: paraffinolier, silikoneolier, naturlige planteolier, f.eks. sesamolie, mandelolie og ricinusolie, syntetiske triglycerider, f.eks. capryl/-caprinsyre-biglycerid, triglyceridblanding med plantefedtsyrer med kædelængden C8-C12 eller andre specielt udvalgte naturlige fedtsyrer, blandinger af partielle glycerider af mættede eller umættede, eventuelt også hydroxylgruppeholdige fedtsyrer, mono- og diglycerider af C8/Ci0-fedtsyrerne.

Fedtsyreestere, f.eks. ethylstearat, di-n-butyryl-adipat, laurinsyrehexylester, dipropylenglykolpelargonat, estere af en forgrenet fedtsyre med middellang kæde med mættede fedtalkoholer med kædelængden C16-C18, isopropylmyristat, isopropyl-palmitat, capryl/caprinsyreestere af mættede fedtalkoholer med kædelængden C12-C18, isopropylstearat, oliesyreoleylester, oliesyredecylester, ethyloleat, mælkesyre-ethylester, voksagtige fedtsyreestere, f.eks. dibutylphthalat, adipinsyrediisopropylester og med sidstnævnte beslægtede esterblandinger, herunder fedtalkoholer, f.eks. isotridecylalkohol, 2-octyldodecanol, cetylstearylalkohol og oleylalkohol.

Fedtsyrer, f.eks. oliesyre, og blandinger deraf.

Som hydrofil fase skal nævnes: vand, alkoholer, f.eks. propylenglykol, glycerol, sorbitol og blandinger deraf.

Som emulgatorer skal nævnes: ikke-ioniske tensider, f.eks. polyoxyethyleret ricinusolie, polyoxyethyleret sorbitanmonooleat, sorbitanmonostearat, glycerolmono-stearat, polyoxyethylstearat og alkylphenolpolyglykolethere; ampholytiske tensider, f.eks. di-Na-N-lauryl^-iminodipropionat eller lecithin; anionaktive tensider, f.eks. natriumlaurylsulfat, fedtalkoholethersulfater, mono/dialkyl-polyglykoletherorthophosphorsyreester-monoethanolaminsalt; kationaktive tensider, f.eks. cetyltrimethylammoniumchlorid.

Som yderligere hjælpestoffer skal nævnes: viskositetsforøgende og emulsionsstabiliserende stoffer, f.eks. carboxymethylcellulose, methylcellulose og andre cellulose- og stivelsesderivater, polyacrylater, alginater, gelatine, gummi arabicum, polyvinylpyrrolidon, polyvinylalkohol, copolymere af methylvinylether og malein-syreanhydrid, polyethylenglykoler, voksarter, kolloid kiselsyre eller blandinger af de anførte stoffer.

Suspensioner fremstilles ved, at den aktive forbindelse suspenderes i en bærevæske, eventuelt under tilsætning af yderligere hjælpestoffer, såsom befugtningsmidler, farvestoffer, resorptionsfremmende stoffer, konserveringsstoffer, antioxidanter og lysbeskyttelsesmidler.

Som bærevæsker skal nævnes alle homogene opløsningsmidler og opløsningsmiddelblandinger.

Som befugtningsmidler (dispergeringsmidler) skal de ovenfor angivne tensider nævnes.

Som yderligere hjælpestoffer skal nævnes de ovenfor angivne.

Halvfaste præparater til dermal indgivelse adskiller sig kun fra de ovenfor beskrevne suspensioner og emulsioner ved deres højere viskositet.

Til fremstilling af faste præparater blandes den aktive forbindelse med egnede bærestoffer, eventuelt under tilsætning af hjælpestoffer, og bringes på den ønskede form.

Som bærestoffer skal nævnes alle fysiologisk acceptable faste, indifferente stoffer. Som sådanne tjener uorganiske og organiske stoffer. Uorganiske stoffer er f.eks. kogsalt, carbonater, f.eks. calciumcarbonat, hydrogencarbonater, aluminiumoxider, kiselsyrer, lerarter, fældet eller kolloidt siliciumdioxid og phosphater.

Hjælpestoffer er konserveringsmidler, antioxidanter og farvestoffer, der allerede er anført ovenfor.

Yderligere egnede hjælpestoffer er smøre- og glidemidler, f.eks. magnesiumstearat, stearinsyre, talkum og bentonitter.

Brugsfærdige præparater indeholder det aktive stof i koncentrationer fra 1 ppm til 20 vægtprocent, fortrinsvis fra 0,01 til 10 vægtprocent.

Præparater, der fortyndes før anvendelsen, indeholder det aktive stof i koncentrationer fra 0,5 til 90 vægtprocent, fortrinsvis fra 1 til 50 vægtprocent.

Det har generelt vist sig fordelagtigt at indgive mængder fra ca. 0,5 til ca. 50 mg, fortrinsvis fra 1 til 20 mg aktivt stof pr. kg legemsvægt pr. dag til opnåelse af effektive resultater.

Især skal fremhæves anvendelsen gennem formlegemer. Formlegemer er bl.a. halsbånd, vedhæng til halsbånd (medaljoner), øremærker, bånd til fastgørelse på lemmer eller legemsdele, klæbestrimler og -folier, aftrækningsfolier.

Især skal fremhæves halsbånd og medaljoner.

Til fremstillingen af formlegemerne kommer termoplastiske og fleksible varme-bestandige kunststoffer samt elastomere og termoplastiske elastomere i betragtning. Som sådanne skal nævnes polyvinylharpikser, polyurethaner, polyacrylater, epoxyharpikser, cellulose, cellulosederivater, polyamider og polyestere, der er tilstrækkeligt forligelige med det ovennævnte aktive stof. De polymere må have tilstrækkelig styrke og bøjelighed til ikke at knække eller revne ved formningen. De må have tilstrækkelig holdbarhed til at være bestandige mod normal brug. Desuden må de polymere tillade en tilstrækkelig vandring af de aktive stoffer til formlegemets overflade.

Til vinylharpikserne hører polyvinylhalogenider, f.eks. polyvinylchlorid, polyvinylchlorid-vinylacetat og polyvinylfluorid, polyacrylat- og polymethacrylatestere, f.eks. poly-methylacrylat og polymethylmethacrylat, og polyvinylbenzener, f.eks. polystyren og polyvinyltoluen. Især skal polyvinylchlorid fremhæves.

Til fremstillingen af formlegemerne på grundlag af polyvinylharpiks egner sig de blødgørere, der sædvanligvis anvendes til blødgøring af faste vinylharpikser. Den blødgører, der skal anvendes, afhænger af harpiksen og dens forligelighed med blødgøreren. Egnede blødgørere er eksempelvis estere af phosphorsyre, estere af phthalsyre, f.eks. dimethylphthalat og dioctylphthalat, og estere af adipinsyre, f.eks. diisobutyladipat. Der kan også anvendes andre estere, f.eks. esterne af azelainsyre, maleinsyre, ricinusoliesyre, myristinsyre, palmitinsyre, oliesyre, sebacinsyre, stearinsyre og trimellitsyre, samt komplekse lineære polyestere, polymere blødgørere og epoxiderede sojabønneolier. Mængden af blødgører udgør ca. 10 til 50 vægtprocent, fortrinsvis ca. 20 til 45 vægtprocent af hele sammensætningen.

Formlegemerne kan indeholde flere bestanddele, såsom stabiliseringsmidler, smøremidler, fyldstoffer og farvematerialer, uden at sammensætningens grundlæggende egenskaber derved ændres. Egnede stabiliseringsmidler er anti-oxidationsmidler og midler, der beskytter båndene mod ultraviolet stråling og uønsket nedbrydning under bearbejdningen, såsom strengpresning. Nogle stabiliseringsmidler, såsom epoxiderede sojabønneolier, tjener desuden som sekundære blødgørere. Som smøremidler kan der eksempelvis anvendes stearater, stearinsyre og polyethylener med lav molvægt. Disse bestanddele kan anvendes i en koncentration indtil ca. 5 vægtprocent af hele sammensætningen.

Ved fremstillingen af formlegemerne på vinylbasis blandes de forskellige bestanddele ved kendte fremgangsmåder og formpresses ved kendte strengpresnings- eller sprøjtestøbningsfremgangsmåder.

Valget af forarbejdningsfremgangsmåde til fremstilling af formlegemerne retter sig teknisk principielt efter båndmaterialets rheologiske egenskaber og det ønskede bånds form. Forarbejdningsfremgangsmåden kan indstilles efter forarbejdningsteknologien eller efter formgivningsmåden. Ved fremgangsmådeteknologien kan man opdele fremgangsmåder efter de ved dem gennemløbende rheologiske tilstande. Derefter kan til viskøse båndmaterialer anvendes støbning, presning, sprøjtestøbning og påføring og for elastoviskøse polymere sprøjtestøbning, strengpresning (ekstrudering), kalandrering, valsning og eventuelt kantning. Inddelt efter formgivningsmåden kan formlegemerne ifølge opfindelsen fremstilles ved støbning, dypning, presning, sprøjtestøbning, ekstrudering, kalandrering, prægning, bøjning, dybtrækning osv.

Disse forarbejdningsfremgangsmåder er kendte og behøver ingen nærmere forklaring. Principielt gælder de forklaringer, der ovenfor som eksempel er givet for polyvinyl-harpikser, også for andre polymere.

De polyurethaner, der tjener som bæremateriale, fremstilles på i og for sig kendt måde ved omsætning af polyisocyanater med højeremolekylære forbindelser med mindst to over for isocyanater reaktive grupper samt eventuelt lavmolekylære kædeforlængelsesmidler og/eller monofunktionelle kædeafbrydere.

Som udgangskomponenter ved fremstillingen af polyurethanerne kommer aliphatiske, cycloaliphatiske, araliphatiske, aromatiske og heterocycliske polyisocyanater i betragtning, som de eksempelvis er beskrevet af W. Siefken i Liebig's Annalen der Chemie, 562. side 75 til 136. Som eksempler skal nævnes: ethylen-diisocyanat, 1,4-tetramethylendiisocyanat, 1,6-hexamethylendiisocyanat, 1,12-dodecandiisocyanat, cyclobutan-1,3-diisocyanat, cyclohexan-1,3- og -1,4-diisocyanat samt vilkårlige blandinger af disse forbindelser, 1-isocyanato-3,3,5-trimethyl-5-isocyanatomethyl-cyclohexan (se tysk fremlæggelsesskrift nr. 202.785 og USA-patentskrift nr. 3.401.190), 2,4- og 2,6-hexahydrotoluylen-diisocyanat samt vilkårlige blandinger af disse forbindelser; hexahydro-1,3- og/eller -1,4-phenylen-diisocyanat, perhydro-2,4'-og/eller -4,4'-diphenylmethan-diisocyanat, 1,3- og 1,4-phenylendiisocyanat, 2,4- og 2,6-toluylendiisocyanat samt vilkårlige blandinger af disse forbindelser; diphenyl-methan-2,4'- og/eller -4,4'-diisocyanat, naphthylen-1,5-diisocyanat, triphenylmethan-4,4',4"-triisocyanat, polyphenyl-polymethylen-polyisocyanater, som de fås ved anilin-formaldehyd-kondensation og efterfølgende phosgenering og f.eks. er beskrevet i de britiske patentskrifter nr. 874.430 og 848.671; m- og p-isocyanatophenol-sulfonyl-isocyanater ifølge USA-patentskrift nr. 3.454.606; perchlorerede arylpolyisocyanater, som de eksempelvis er beskrevet i tysk fremlæggelsesskrift nr. 1.157.601 og i USA-patentskrift nr. 3.277.138; polyisocyanater med carbodiimidgrupper, som de er beskrevet i tysk patentskrift nr. 1.092.007 og i USA-patentskrift nr. 3.152.162; diisocyanater, som de er beskrevet i USA-patentskrift nr. 3.492,330; polyisocyanater med allophanatgrupper, som de f.eks. er beskrevet i britisk patentskrift nr. 994.890, tysk patentskrift nr. 761.626 og den offentliggjorte hollandske patentansøgning nr. 7.102.524; polyisocyanater med isocyanuratgrupper, som de eksempelvis er beskrevet i USA-patentskrift nr. 3.001.973, i de tyske patentskrifter nr. 1.022.789, 1.222.067 og 1.027.394 og i de tyske offentliggørelsesskrifter nr. 1.929.034 og 2.004.048; polyisocyanater med urethangrupper, som de eksempelvis er beskrevet i tysk patentskrift nr. 752.261 eller i USA-patentskrift nr. 3.394.164; polyisocyanater med acylerede urinstofgrupper ifølge tysk patentskrift nr. 1.230.778; polyisocyanater med bi uretgrupper, som de eksempelvis er beskrevet i tysk patentskrift nr. 1.101.394, i USA-patentskrifterne nr. 3,124.605 og 3.201.372 samt i britisk patentskrift nr. 889.050; ved telomerisationsreaktioner fremstillede polyisocyanater, som de eksempelvis er beskrevet i USA-patentskrift nr. 3.654.106; polyisocyanater med estergrupper, som de eksempelvis er beskrevet i de britiske patentskrifter nr. 965.474 og 1.072.956, i USA-patentskrift nr. 3.567.763 og i tysk patentskrift nr. 1.231.688; omsætningsprodukter af de ovennævnte isocyanater med acetaler ifølge tysk patentskrift nr. 1.072.385 og polyisocyanater, der indeholder polymere fedtsyrerester ifølge USA-patentskrift nr. 3.455.883.

Det er også muligt at anvende de ved den tekniske isocyanatfremstilling dannede destillationsremanenser, der indeholder isocyanatgrupper, eventuelt opløst i et eller flere af de ovennævnte polyisocyanater. Endvidere er det muligt at anvende vilkårlige blandinger af de ovennævnte polyisocyanater.

Foretrukne polyisocyanater er generelt toluylendiisocyanaterne og diphenylmethan-diisocyanaterne.

Udgangskomponenter til fremstillingen af polyurethanerne er endvidere forbindelser med mindst to over for isocyanater reaktionsdygtige hydrogenatomer med en molvægt som regel fra 400 til 10.000. Herved forstås foruden forbindelser med aminogrupper, thiolgrupper eller carboxylgrupper fortrinsvis polyhydroxylforbindelser, især forbindelser med to til otte hydroxylgrupper, specielt sådanne med molvægt 800 til 10.000, fortrinsvis 1.000 til 6.000, f.eks. polyestere, polyethere, polythioethere, polyacetaler, polycarbonater og polyesteramider med mindst to, som regel 2-8, men fortrinsvis 2-4 hydroxylgrupper, som de i og for sig er kendte til fremstillingen af homogene og af celleformige polyurethaner.

De polyestere med hydroxylgrupper, der kommer i betragtning, er eksempelvis omsætningsprodukter af polyvalente, fortrinsvis divalente og eventuelt yderligere trivalente carboxylsyrer. I stedet for de frie polycarboxylsyrer kan også de tilsvarende polycarboxylsyreanhydrider eller tilsvarende polycarboxylsyreestere af lavere alkoholer eller deres blandinger anvendes til fremstilling af polyesterne. Polycarboxyl-syrerne kan være aliphatiske, cycloaliphatiske, aromatiske og/eller heterocycliske og eventuelt være substituerede, f.eks. med halogenatomer, og/eller umættede.

Som eksempler herpå skal nævnes: ravsyre, adipinsyre, korksyre, azelainsyre, sebacinsyre, phthalsyre, isophthalsyre, trimellitsyre, phthalsyreanhydrid, tetrahydro-phthalsyreanhydrid, hexahydrophthalsyreanhydrid, tetrachlorphthalsyreanhydrid, endomethylentetrahydrophthalsyreanhydrid, glutarsyreanhydrid, maleinsyre, malein- syreanhydrid, fumarsyre, dimere og trimere fedtsyrer, såsom oliesyre, eventuelt i blanding med monovalente fedtsyrer, terephthalsyredimethylester og terephthalsyre-bis-glykolester.

Som polyvalente alkoholer kommer f.eks. ethylenglykol, propylenglykol-(1,2) og -(1,3), butylenglykol-(1,4) og -(2,3), hexandiol-(1,6), octandiol-(1,8), neopentylglykol, cyclohexandimethanol (1,4-bis-hydroxy-methylcyclohexan), 2-methyl-1,3-propandiol, glycerol, trimethylolpropan, hexantriol-(1,2,6), butantriol-(1,2,4), trimethylethan, pentaerythritol, quinitol, mannitol og sorbitol, methylglykositol, endvidere diethylenglykol, triethylenglykol, tetraethylenglykol, polyethylenglykoler, dipropylen-glykol, polypropylenglykoler, dibutylenglykol og polybutylenglykoler i betragtning. Polyesterne kan indeholde forholdsmæssigt endestillede carboxylgrupper. Også polyestere af lactoner, f.eks. ε-caprolacton eller hydroxycarboxylsyrer, f.eks. ω-hydroxycapronsyre, kan anvendes.

Som polyvalente alkoholer kommer polyethere med mindst to, som regel to til otte, fortrinsvis to til tre, hydroxylgrupper i betragtning. Disse er i og for sig kendte og fås f.eks. ved polymerisation af epoxider, såsom ethylenoxid, propylenoxid, butylenoxid, tetrahyd rof uran, styrenoxid eller epichlorhydrin, med sig selv, f.eks. i nærvær af BF3, eller ved addition af disse epoxider, eventuelt i blanding eller efter hinanden, til startkomponenter med reaktionsdygtige hydrogenatomer, såsom vand, alkoholer, ammoniak eller aminer, f.eks. ethylenglykol, propylenglykol-(1,3) eller -(1,2), trimethylolpropan, 4,4'-dihydroxy-diphenylpropan, anilin, ethanolamin eller ethylen-diamin. Også saccharosepolyethere, som de f.eks. er beskrevet i de tyske fremlæggelsesskrifter nr. 1.176.358 og 1.064.938, kommer i betragtning. Ofte foretrækkes sådanne polyethere, som overvejende (indtil 90 vægt% i forhold til alle tilstedeværende OH-grupper i polyetheren) har primære OH-grupper. Også med vinylpolymerisationsprodukter modificerede polyethere, som de f.eks. opstår ved polymerisation af styren og acrylonitril i nærvær af polyethere (USA-patentskrifterne nr. 3.383.351, 3.304.273, 3.523.093 og 3.110.695 og tysk patentskrift nr. 1.152.536), er egnede og ligeledes polybutadiener med OH-grupper.

Blandt polythioetherne skal især anføres kondensationsprodukterne af thiodiglykol med sig selv og/eller med andre glykoler, dicarboxylsyrer, formaldehyd, aminocarboxylsyrer eller aminoalkoholer. Alt efter co-komponenterne er produkterne polythioblandingsethere, polythioetherestere eller polythioetheresteramider.

Som polyacetaler kommer eksempelvis de forbindelser, der kan fremstilles ud fra glykoler, såsom diethylenglykol, triethylenglykol, 4,4'-dioxethoxydiphenyldimethyl-methan, hexandiol og formaldehyd, i betragtning. Også ved polymerisation af cycliske acetaler kan ifølge opfindelsen egnede polyacetaler fremstilles.

Som polycarbonater med hydroxylgrupper kommer sådanne af den i og for sig kendte type i betragtning, som eksempelvis kan fremstilles ved omsætning af dioler, såsom propandiol-(1,3), butandiol-(1,4) og/eller hexandiol-(1,6), diethylenglykol, triethylenglykol eller tetraethylenglykol, med diarylcarbonater, f.eks. diphenylcarbonat, eller phosgen.

Til polyesteramiderne og polyamiderne hører eksempelvis de ud fra polyvalente mættede og umættede carboxylsyrer eller deres anhydrider og polyvalente mættede eller umættede aminoalkoholer, diaminer, polyaminer og deres blandinger udvundne, overvejende lineære kondensationsprodukter.

Også polyhydroxylforbindelser, der allerede indeholder urethan- eller urinstofgrupper, samt eventuelt modificerede naturlige polyoler, såsom ricinusolie, carbohydrater eller stivelse, er anvendelige. Også additionsprodukter af alkylenoxider til phenol-formaldehyd-harpikser eller til urinstof-formaldehyd-harpikser kan anvendes ifølge opfindelsen.

Repræsentanter for disse forbindelser er eksempelvis beskrevet i High polymers, Vol. XVI, "Polyurethans, Chemistry and Technology", forfattet af Saunders-Frisch, Interscience Publishers, New York, London, bind I, 1962, side 32-42 og side 44-54 og bind II, 1964, side 5-6 og 198-199, samt i Kunststoff-Handbuch, bind VII, Vieweg-Hochtlen, Carl-Hanser-Verlag, Miinchen, 1966, f.eks. på side 45-71.

Selvfølgelig kan blandinger af de ovennævnte forbindelser med mindst to over for isocyanater reaktionsdygtige hydrogenatomer med en molvægt fra 400 til 10.000, f.eks. blandinger af polyethere, anvendes.

Som udgangskomponenter, der eventuelt kan anvendes, kommer også forbindelser med mindst to over for isocyanater reaktionsdygtige hydrogenatomer med en molvægt fra 32 til 400 i betragtning. Også i dette tilfælde forstås herved forbindelser med hydroxylgrupper og/eller aminogrupper og/eller thiolgrupper og/eller carboxylgrupper, fortrinsvis forbindelser, der tjener som kædeforlængelses- eller tværbindingsmiddel. Disse forbindelser har som regel 2-8 over for isocyanater reaktionsdygtige hydrogenatomer, fortrinsvis 2 eller 3 reaktionsdygtige hydrogenatomer.

Som eksempler på sådanne forbindelser skal nævnes: ethylenglykol, propylenglykol-(1,2) og -(1,3), butylenglykol-(1,4) og -(2,3), pentandiol-(1,5), hexandiol-(1,6), octandiol-(1,8), neopentylglykol, 1,4-bis-hydroxymethyl-cyclohexan, 2-methyl-1,3-propandiol, glycerol, trimethylolpropan, hexantriol-(1,2,6), trimethylolethan, pentaerythritol, quinitol, mannitol og sorbitol, diethylenglykol, triethylenglykol, tetraethylenglykol, polyethylenglykoler med en molvægt indtil 400, dipropylenglykol, polypropylenglykoler med en molekylvægt indtil 400, dibutylenglykol, polybutylenglykoler med en molvægt indtil 400, 4,4'-dihydroxy-diphenylpropan, di-hydroxymethylhydroquinon, ethanolamin, diethanolamin, triethanolamin, 3-amino-propanol, ethylendiamin, 1,3-diaminopropan, 1-mercapto-3-aminopropan, 4-hydroxy-eller -amino-phthalsyre, ravsyre, adipinsyre, hydrazin, Ν,Ν'-dimethylhydrazin, 4,4'-diaminodiphenylmethan, toluylendiamin, methylen-bis-chloranilin, methylen-bis-anthranilsyreestere, diaminobenzoesyreestere og isomere chlorphenylendiaminer.

Også i dette tilfælde kan blandinger af forskellige forbindelser med mindst to over for isocyanater reaktionsdygtige hydrogenatomer med molvægt fra 32 til 400 anvendes.

Der kan dog også anvendes polyhydroxylforbindelser, i hvilke højmolekylære poly-additionsprodukter eller polykondensationsprodukter er indeholdt i findispers eller opløst form. Sådanne modificerede polyhydroxylforbindelser fås, når man lader polyadditionsreaktioner (f.eks. omsætninger mellem polyisocyanater og amino-funktionelle forbindelser) eller polykondensationsreaktioner (f.eks. mellem formaldehyd og phenoler og/eller aminer) forløbe direkte in situ i de ovennævnte forbindelser med hydroxylgrupper. Sådanne fremgangsmåder er eksempelvis beskrevet i de tyske fremlæggelsesskrifter nr. 1.168.075 og 1.260.142 samt i de tyske offentliggørelsesskrifter nr. 2.324.134, 2.423,984, 2.512.385, 2.513.815, 2.550.797, 2.550.833 og 2,550.862. Det er dog også muligt ifølge USA-patentskrift nr. 3.869.413 eller tysk offentliggørelsesskrift nr. 2.550.860 at blande en færdig vandig polymerdispersion med en polyhydroxylforbindelse og derefter fjerne vandet fra blandingen.

Ved valget af den til fremstilling af polyurethanen anvendte højeremolekylære polyolkomponent må man tage hensyn til, at den færdige polyurethan ikke bør kunne kvælde i vand. Anvendelsen af et overskud af polyhydroxylforbindelser med ethylenoxidenheder (polyethylenglykolpolyethere eller polyestere med diethylen- eller triethylenglykol som diolkomponent) må derfor undgås.

Til fremstillingen af formlegemerne skal især termoplastiske elastomere fremhæves. Disse er materialer, som indeholder elastomere faser enten fysisk iblandet eller kemisk bundet til termoplastisk forarbejdelige polymere. Man skelner mellem polymerblandinger, i hvilke de elastomere faser er bestanddel af polymerskelettet. Ved opbygningen af de termoplastiske elastomere foreligger hårde og bløde områder ved siden af hinanden. De hårde områder danner derved en krystallinsk netstruktur eller en kontinuerlig fase, hvis mellemrum er udfyldt af elastomere segmenter. På grund af denne opbygning har disse materialer kautsjuklignende egenskaber.

Man kan skelne mellem 5 hovedgrupper af de termoplastiske elastomere: 1. Copolyestere 2. Polyether-blok-amider (PEBA) 3. Termoplastiske polyurethaner (TPU) 4. Termoplastiske polyolefiner (TPO) 5. Styren-blok-copolymere

Egnede copolyestere (segmenterede polyesterelastomere) er eksempelvis opbygget af et stort antal tilbagevendende, kortkædede esterenheder og langkædede esterenheder, der er forenet med esterbindinger, hvori de kortkædede esterenheder udgør ca. 15-65 vægt% af copolyesteren og har formlen I

Formel I i hvilken R betyder en divalent rest af en dicarboxylsyre, der har en molvægt på under ca. 350, og D betyder en divalent rest af en organisk diol, der har en molvægt på under ca. 250.

De langkædede esterenheder udgør ca. 35-85 vægt% af copolyesteren og har formlen II

Formel II i hvilken R betyder en divalent rest af en dicarboxylsyre, der har en molvægt på under 350, og G betyder en divalent rest af en langkædet glykol, der har en gennemsnitlig molvægt på ca. 350 til 6000.

De ifølge opfindelsen anvendelige copolyestere kan fremstilles ved, at a) en eller flere dicarboxylsyrer, b) en eller flere lineære, langkædede glykoler og c) en eller flere lavmolekylære dioler polymeriseres med hinanden.

Dicarboxylsyrerne til fremstilling af copolyesteren kan være aromatiske, aliphatiske eller cycloaliphatiske. De foretrukne dicarboxylsyrer er de aromatiske syrer med 8-16 carbonatomer, især phenylendicarboxylsyrer, såsom phthal-, terephthal- og iso-phthalsyre.

De lavmolekylære dioler til omsætningen til dannelse af de kortkædede esterenheder i copolyesterne tilhører klasserne acycliske, alicycliske og aromatiske dihydroxy-forbindelser. De foretrukne dioler har 2-15 carbonatomer, såsom ethylen-, propylen-, tetramethylen-, isobutylen-, pentamethylen-, 2,2-dimethyltrimethylen-, hexamethylen-og decamethylenglykoler, dihydroxycyclohexan, cyclohexandimethanol, resorcinol, hydroquinon og og lignende. Til bisphenolerne til det foreliggende formål hører bis-(p-hydroxy)-diphenyl, bis-(p-hydroxyphenyl)-methan, bis-(p-hydroxyphenyl)-ethan og bis-(p-hydroxyphenyl)-propan.

De langkædede glykoler til fremstilling af de bløde segmenter i copolyesterne har fortrinsvis molvægte fra ca. 600 til 3000. Til dem hører poly-(alkylenether)-glykoler, i hvilke alkylengrupperne har 2-9 carbonatomer.

Også glykolestere af poly-(alkylenoxid)-dicarboxylsyrer kan anvendes som langkædet glykol.

Også polyesterglykoler kan anvendes som langkædet glykol.

Til de langkædede glykoler hører også polyformaler, der fås ved omsætning af formaldehyd med glykoler. Også polythioetherglykoler er egnede. Polybutadien- og polyisoprenglykoler, blandingspolymere deraf og mættede hydrogeneringsprodukter af disse materialer udgør tilfredsstillende langkædede polymere glykoler.

Fremgangsmåder til syntese af sådanne copolyestere er kendte fra de tyske offentliggørelsesskrifter nr. 2.239.271, 2.213.128 og 2.449.343 og USA-patentskrift nr. 3.023.192.

Egnede copolyestere kan eksempelvis fås under handelsnavnene ®Hytrel fra firmaet Du Pont, ®Pelpren fra firmaet Toyobo, ®Arnitel fra firmaet Akzo, ®Ectel fra firmaet Eastman Kodak og ®Riteflex fra firmaet Hoechst.

Egnede polyether-blokamider er eksempelvis sådanne, der består af polymerkæder, som er opbygget af gentagelsesenheder svarende til formlen I

Formel I i hvilken A er den af et polyamid med 2 carboxylendegrupper ved tab af de sidstnævnte afledte polyamidkæde, B er den af en polyoxyalkylenglykol med endestillede OH-grupper ved tab af de sidstnævnte afledte polyoxyalkylenglykolkæde, og n er antallet af enheder, der danner polymerkæden.

Som endegrupper foretrækkes OH-grupper eller rester af forbindelser, der afbryder polymerisationen.

Dicarboxylsyrepolyamiderne med de endestillede carboxylgrupper fås på kendt måde, f.eks. ved polykondensation af en eller flere lactamer og/eller en eller flere aminosyrer, endvidere ved polykondensation af en dicarboxylsyre med en diamin, i hvert tilfælde i nærvær af et overskud af en organisk dicarboxylsyre, fortrinsvis med endestillede carboxylgrupper. Disse carboxylsyrer bliver under polykondensationen bestanddel af polyamidkæden og tillejrer sig især til dens ende, hvorved man får et α,ω-dicarboxylsurt polyamid. Endvidere virker dicarboxylsyren som kædeafbrydelsesmiddel, hvorfor den også anvendes i overskud.

Polyamidet kan fås ud fra lactamer og/eller aminosyrer med en carbonhydridkæde bestående af 4-14 carbonatomer, f.eks. ud fra caprolactam, ønantholactam, dodecalactam, undecanolactam, decanolactam, 11-amino-undecan- eller 12-amino-dodecansyre.

Som eksempler på polyamider, som fremkommer ved polykondensation af en dicarboxylsyre med en diamin, kan nævnes kondensationsprodukterne af hexa-methylendiamin med adipin-, azelain-, sebacin- og 1,12-dodecandisyre samt kondensationsprodukterne af nonamethylendiamin og adipinsyre.

Til syntesen af polyamidet, dvs. på den ene side til fiksering af en carboxylgruppe på hver ende af polyamidkæden og på en anden side som kædeafbrydelsesmiddel, anvendte dicarboxylsyrer kan være sådanne med 4-20 carbonatomer, især alkandisyrer, såsom rav-, adipin-, kork-, azelain-, sebacin-, undecandi- eller dodecandisyre, endvidere cycloaliphatiske eller aromatiske dicarboxylsyrer, såsom terephthal-, isophthal- eller cyclohexan-1,4-dicarboxylsyre.

Polyoxyalkylenglykolerne med endestillede OH-grupper er uforgrenede eller forgrenede og har en alkylengruppe med mindst 2 carbonatomer. Især er dette polyoxyethylen-, polyoxypropylen- og polyoxytetramethylenglykol samt copolymeri-sationsprodukter deraf.

Den gennemsnitlige molvægt af disse OH-gruppe-terminerede polyoxyalkylenglykoler kan bevæge sig inden for et stort område og ligger fordelagtigt mellem 100 og 6000, især mellem 200 og 3000. Vægtandelen af polyoxyalkylenglykolen i forhold til den samlede vægt af den til fremstilling af den PEBA-polymere anvendte polyoxyalkylenglykol og dicarboxylsyre-polyamidet udgør 5-85%, fortrinsvis 10-50%.

Fremgangsmåder til syntese af sådanne PEBA-polymere er kendte fra fransk patentskrift nr. 7.418.913 (offentliggørelsesnummer 2.273.021), de tyske offent-ligørelsesskrifter nr. 2.802.989, 2.837.687 og 2.523.991, europæisk patentpublikation nr. 95.893 og tysk offentliggørelsesskrift nr. 2.712.987 eller 2.716.004 bekannt.

Fortrinsvis er sådanne PEBA-polymere egnede, som i modsætning til de ovenfor beskrevne er statistisk opbygget. Til fremstilling af disse polymere opvarmes en blanding af 1. en eller flere polyamiddannende forbindelser fra gruppen af ω-aminocarboxyl-syrer eller lactamer med mindst 10 carbonatomer, 2. en α,ω-dihydroxy-polyoxyalkylenglykol og 3. mindst en organisk dicarboxylsyre i et vægtforhold 1:(2+3) mellem 30:70 og 98:2, idet hydroxyl- og carbonylgrupper i (2+3) foreligger i ækvivalente mængder, i nærvær af 2 til 30 vægt% vand beregnet på de polyamiddannende forbindelser fra gruppe 1 til temperaturer mellem 23°C og 30°C under det tryk, der selv indstiller sig, og behandles derefter videre efter fjernelse af vandet ved 250 til 280°C ved normalt tryk eller under nedsat tryk og under udelukkelse af oxygen. Sådanne fortrinsvis egnede PEBA-polymere er eksempelvis beskrevet i tysk offentliggørelsesskrift nr. 2.712.987.

Egnede og fortrinsvis egnede PEBA-polymere kan eksempelvis fås under handelsnavnene ®PEBAX fra firmaet Atochem, ®Vestamid fra firmaet Huls AG, ®Grilamid fra firmaet EMS-Chemie og ®Kellaflex fra firmaet DSM.

Formlegemerne indeholder aktivt stof i koncentrationer fra 1 til 20 vægt%, fortrinsvis fra 5 til 20 vægt% og især omkring 10 vægt%. I tilfælde af halsbånd ligger koncentrationen af de aktive stoffer fortrinsvis omkring 1 til 15%; i tilfælde af medaljoner, vedhæng og øremærker fortrinsvis omkring 5 til 20% og i tilfælde af folier og klæbestrimler fortrinsvis omkring 0,1 til 5%.

Imidacloprid foreligger i blanding med de syntetiske pyrethroider Flumethrin (3-[2-(4-chlorphenyl)-2-chlorvinyl]-2,2-dimethyl-cyclopropancarboxylsyre-[(a-cyano-4-fluor-3-phenoxy)-benzyl]-ester) eller Permethrin (3-phenoxybenzyl(±)-cis,trans-3-(2,2-dichlorvinyl)-2,2-dimethylcyclopropancarboxylat.

Formlegemerne kan endvidere indeholde de for kunststoffer sædvanlige tilsætningsstoffer. Sædvanlige tilsætningsstoffer er eksempelvis pigmenter, stabilisatorer, flyde-midler, glidemidler og afformningsmidler. I de følgende eksempler anvendes imidacloprid. Det drejer sig ikke om eksempler ifølge opfindelsen, da der ikke i disse anvendes nogen blanding af imidacloprid med Flumethrin eller Permethrin. Desuagtet giver de en teknologisk baggrund om anvendelsen af imidacloprid.

Eksempel 1 SC-præparat (suspensionskoncentrat): 368 g Imidacloprid 35 g Blokpolymer af emulgator

Ethylenoxid- og propylenoxid 12 g Ditolylethersulfonat-formaldehyd-kondensationsprodukt (emulgator) 3.5 g vandopløselig polyvinylalkohol

58.0 g NH4CI 116.0 g Urinstof 1,2 g (37%'s vandig saltsyre) 4.6 g Xanthan-gummi 560.5 g destilleret vand

Eksempel 2 WP-præparat (dispergerbart pulver): 25.0 g imidacloprid 1.0 g diisobutyl-naphthalen-Na-sulfonat 10.0 g calcium-n-dodecylbenzylsulfonat 12.0 g højdispers kiselsyre-holdig alkylarylpolyglykolether 3.0 g ditolylethersulfonat-formaldehyd-kondensationsprodukt (emulgator)

2.0 g ®Baysilon-E, et siliconeholdigt antiskummiddel fra firmaet Bayer AG 2.0 g findisperst siliciumdioxid og 45.0 g kaolin

Eksempel 3 SL-præparat (vandopløseligt koncentrat) 18.3 g imidacloprid 2.5 g neutralt emulgeringsmiddel på grundlag af alkylarylpolyglykolethere 3.5 g natriumsulforavsyrediisooctylester 38.4 g dimethylsulfoxid og 37.5 g 2-propanol

Eksempel 4 SL-præparat (vandopløseligt koncentrat) 185, g imidacloprid 5.0 g natriumsulforavsyrediisooctylester og 76,5 g dimethylsulfoxid blandes i 100 g shampoo-præparat bestående af

44,4 vægt% Marlon AT 50, et triethanolaminsalt af alkylbenzensulfonsyrer fra firmaet Huls AG 11.1 vægt% Marlon A 350, natriumsalt af alkylbenzensulfonsyrer fra firmaet Huls

AG 3.0 vægt% Kondensationsprodukt af oliesyrer og diethanolamin fra firmaet Huls AG og 41,5vægt% polyethylenglykol.

Eksempel 5

Spray-præparat bestående af 2.0 g imidacloprid 10.0 g dimethylsulfoxid 35.0 g 2-propanol og 53.0 g acetone

Eksempel 6 Pour-on-præparat 20,3 g imidacloprid 1,8 g polyvinylalkohol blokcopolymerisationsprodukt på grundlag af ethylenoxid og propylen- 1 >8 9 oxid 0,26 g xanthangummi 9.0 g glycerol 59.2 g destilleret vand

Eksempel 7

Sammensætning: imidacloprid 10,00 g di-n-butyladipat 21,10 g diethylhexylphthalat 9,10 g epoxideret sojaolie 2,30 g stearinsyre 0,80 g PVC 56,70 g

Fremstilling: Den homogene blanding af imidacloprid og PVC fugtes i en blander med blandingen af di-n-butyladipat, diethylhexylphthalat og epoxideret sojaolie. Der blandes, indtil blandingen er homogen. Derved fremmer opvarmning, f.eks. som følge af forhøjelse af blanderens omdrejningstal, blødgørerblandingens indtrængning i PVC'et. Efter den påfølgende homogene fordeling af stearinsyren formes blandingen ved sprøjtestøbning til hundehalsbånd.

Eksempel 8

Sammensætning: imidacloprid 10,00 g epoxideret sojaolie 2,30 g stearinsyre 0,80 g acetyltributylcitrat 30,20 g PVC 56,70 g

Fremstilling: Blandingen af acetyltributylcitrat og epoxideret sojaolie påføres i en blander på den homogene blanding af imidacloprid og PVC. Opvarmning fremmer ved blandingen indtrængningen af blødgører-blandingen i PVC'et, der blandes, indtil blandingen er homogen. Blandingen ekstruderes på sædvanlig måde til hundehalsbånd.

Eksempel 9

Sammensætning: imidacloprid 20,00 g epoxideret sojaolie 2,30 g stearinsyre 0,80 g acetyltributylcitrat 30,20 g PVC 56,70 g

Fremstilling: som eksempel 8.

Eksempel 10

Sammensætning: imidacloprid 7,50 g epoxideret sojaolie 10,00 g stearinsyre 0,80 g acetyltributylcitrat 15,00 g PVC 66,70 g

Fremstilling: som eksempel 8.

Eksempel 11

Sammensætning: imidacloprid 10,00 g epoxideret sojaolie 2,30 g stearinsyre 0,80 g triacetin 15,00 g PVC 71,90 g

Fremstilling: Blandingen af triacetin og epoxideret sojaolie påføres i en blander på den homogene blanding af PVC og imidacloprid. Derved fremmer opvarmning, f.eks. som følge af forhøjelse af blanderens omdrejningstal, blødgørerens indtrængning i PVC'et. Efter homogen iblanding af stearinsyren ekstruderes blandingen på en ekstruder til plader, af hvilke medaljoner (= vedhæng til halsbånd) udstanses.

Eksempel 12

Sammensætning: imidacloprid 5,00 g polyetherblokamid (Pebax®) 94,50 g

Fremstilling: Det aktive stof påføres bæreren i en intensivblander, og blandingen formes til hundehalsbånd ved sprøjtestøbning.

Eksempel 13

Sammensætning: imidacloprid 10,00 g triglycerider med mellemlang kæde 15,00 g højdisperst siliciumdioxid 0,50 g polyetherblokamid (Pebax®) 74,50 g

Fremstilling: Triglycerider med mellemlang kæde påføres i en blander på den homogene blanding af imidacloprid og polyetherblokamid. Derved fremmer opvarmning indtrængningen af triglyceriderne med mellemlang kæde i polyetherblokamidet. Til forbedring af flydeevnen iblandes højdisperst siliciumdioxid homogent i blandingen før ekstrusionen. Der ekstruderes plader, ud fra hvilke medaljoner (= vedhæng til halsbånd) udstanses.

Eksempel 14

Sammensætning: imidacloprid 10,00 g styren-butylen-blok-copolymer (Termoplast®K) 90,00 g

Fremstilling: Det aktive stof påføres bæreren i en intensivblander, og blandingen formes til halsbånd ved sprøjtestøbning.

Eksempel 15

Sammensætning: imidacloprid 5,00 g copolyester (Hytrel®) 95,00 g

Fremstilling: Blandingen ekstruderes til hundehalsbånd på sædvanlig måde.

Eksempel 16

Sammensætning: imidacloprid 10,00 g polyetherblokamid (Pebax®) 90,00 g

Fremstilling: Den homogene blanding ekstruderes på en ekstruder til plader, ud fra hvilke medaljoner (= vedhæng til halsbånd) udstanses.

Eksempel 17

Sammensætning: imidacloprid 10,00 g triglycerider med mellemlang kæde 30,00 g højdisperst siliciumdioxid 0,50 g polyetherblokamid (Pebax®) 59,50 g

Fremstilling: som eksempel 13

Eksempel A 1 ml af det i eksempel 1 angivne SC-præparat påførtes som pour-on-opløsning på skulderen af en af 200 lopper angreben hund. Forsøgsdyret kunne straks befris for voksne lopper. Behandlingen ifølge opfindelsen fører til 100% dødelighed af lopperne.

Anvendelseseksempel A 1 ml af det i eksempel 1 beskrevne præparat fortyndedes i 1 I vand, og med denne opløsning overhældtes hunde, der var angrebet med lopper, indtil dråbevådhed. Følgende resultater opnåedes:

Anvendelseseksempel B 1 ml af opløsningen iføge eksempel 1 påførtes en hund på skulderen. Dyret blev 2 og 6 dage efter behandlingen angrebet med 200 lopper. På dag 3 og dag 7 efter behandlingen optaltes de på hunden resterende lopper. Der kunne ikke findes nogen levende lopper. Virkningen var 100%.

Claims (2)

1.

Anvendelse af imidacloprid (= 1-[(6-chlor-3-pyridinyl)methyl]-N-nitro-2-imidazolidinimin) til fremstilling af midler til ikke-systemisk bekæmpelse af parasiterende insekter fra gruppen lopper, lus og fluer på mennesker og dyr i blanding med de syntetiske pyrethroider Flumethrin eller Permethrin.